ÅRET KORT 2022

Måske har nogle af jer, der normalt følger med her på bloggen, undret jer over, at der har været tavshed i hele 2022. Det handler ikke om, at der ikke er sket noget, faktisk tværtimod. Men i perioder slår kræfterne ikke til, og der kan ske ting, som dræner for frimodighed, så der ikke bliver skrevet.

Nytåret og foråret boede vi i Tanzania. Familiemæssigt var vi først velsignet med besøg i julen og nytåret 2021/2 (bl.a. Riths søster) og dernæst i vinterferien, hvor både Mads og Morten med familier besøgte os. Det gav os lidt lejlighed til også at være turister. De ni sovende løver har jeg taget med min mobil. Billedet er smukt; men måske ikke et fuldgyldigt udtryk for, hvordan vi har oplevet året!

Andre besøg i foråret var Kaja Lauterbach fra LM’s blad Tro & Mission samt besøg af et landsstyremedlem. Begge gav mig chancen for at medvirke som tolk ved interviews. Fantastisk at sidde lige så stille og høre lokale kolleger (brødre og søstre) fortælle om deres liv og visioner for evangeliets udbredelse i deres eget område og land. Et efterskolebesøg før påske gav mig også en kraftig omgang Corona. Ikke fordi vi har døjet meget med det i årets løb, men varianten fra Sønderjylland kendte min krop åbenbart ikke. Men besøg meget værdsat! Arbejdsmæssigt var foråret mest præget af undervisning på masai-bibelskolen i Ilambilole samt ægteskabsretræter på det nye Iringacenter.

Sommeren og efterår i Danmark handlede meget om at komme til Danmark og arbejde på at finde på plads i nye omgivelser. Vi flyttede til Ølgod og skulle dermed finde en plads både i nyt hus og i nye kristne fællesskaber. Jeg var også på en fem ugers undervisningstur til Tanzania.

HØJDEPUNKTERNE 2022

Der var mange højdepunkter, som prægede og glædede os meget og som også nogle gan­ge kostede kræfter. Det følgende handler både om begivenheder og om tanker ud fra det, vi har oplevet.

Arbejdet i Tanzania. Foråret var intensivt; der var nok for meget arbejde, eller også var ambitionsniveauet måske for højt. Man kan godt komme til at glemme, at man er seniormissionær.

Ægteskabskurserne – retræterne som vi kalder dem i Tanzania – fyldte meget. Firedages intensive kurser for hhv. evangelist- og præsteægtepar. Morgenbibeltimer om friheden i Kristus og så ellers timer om mange forskellige aspekter i det kristne ægteskab, fx kærlighed, samtaler, tilgivelse, det fysiske samliv, fællesskab i tjenesten og livet. Intensivt, givende – og udmattende. Lærerne var både lokale og mis­sionærer. Kursisterne var utroligt åbne og tillidsfulde, hvilket også betød, at vi ikke talte teoretisk, men hele tiden ud fra deres livsnære input. I bibeltimerne gav deltagerne os indblik i en meget lovisk præget kristendom og i ægteskabstimerne i en kultur, som for manges vedkommende reelt er meget kvindeundertrykkende. Storset alle var uhyre taknemmelige for at deltage.

Romerbrevsundervisningen på Ilambilole bibelskole for kvægnomader var givende – også for læreren. Brevet er meget grundlæggende, hvilket betød, at vi fik mange intense samtaler om, hvad det vil sige at være kristen ind i en ikke-kristen kultur. Når skriften får lov at tiltale os, kan der ske noget. Ikke altid rart i forhold til vore egne tanker, men det kan være meget befriende.

Mange timer blev også brugt ved skrivebordet og i samtaler med ledere. Jeg blev nemlig bedt om at udarbejde skriftlige samar­bejdsaftaler mellem LM og den lokale kirke; dels om det gamle MUWA-arbejde blandt omvandrende kvægnomader dels om det nye Iringacenter, som har til huse i det, der engang var dansk skole for missionærbørn. Fælles for begge arbejdsområder er, at arbejdet drives af LM og kirken i fællesskab, men for at det skal fungere godt og fremtidssikret må der laves skriftlige aftaler. Selvom vi som missionsselskab stadig betaler mange af udgifterne på disse to områder, så er vi som selskab og missionærer altså ikke ledere, men medarbejdere. Men fordi pengene oftest er en magtfaktor, skal vi være enige med kirken om det, vi vil og måden, vi gør det på. Her er der mange faldgruber. Alt er ikke på plads endnu, men mon ikke snart det sker.

Et sidste arbejdsområde, som måske knapt var nævnt i min arbejdsbeskrivelse, var de mange personlige samtaler med forskellige kristne og ledere. Bare samtaler. For mange var det en lise at kunne drøfte nogle ting med en ’fremmed’, som kunne være med til at kaste nye vinkler på arbejdet. De vidste jo, at jeg snart skulle rejse hjem, så derfor kunne de måske være lidt mere åbenmundede – læs frimodige – i at komme frem med ting.

Vi fik ikke sagt ordentlig farvel i Tanzania. Dette var nok nærmere et lavpunkt. Kort før vi skulle hjem, havde jeg et uheld med bilen, hvor der var en smule personskade (et skinnebenssår – intet brækket!). Det blev til et møde med ordensmagten, der udviklede sig til krav bestikkelse, som vi jo ikke på nogen måde ønskede at honorere. Missionærer er jo ikke altid dem med det største åndelige og menneskelige over­skud, og dette var ved at slå mig i gulvet. Her var det fantastisk med en lokal wingman/støtte. Men dette betød, at der kun var 18 timer til vi skulle rejse, da sagen lagde sig ned. Forhåbentlig får jeg eller vi lejlighed til at sige ordentligt farvel en anden gang. Den 30. maj satte vi fødderne på dansk jord.

Johannes, barnebarnet der gik forud. Egentlig skulle vi først have været til Danmark d. 3. juli (det er noget skatteteknisk i forhold til, i hvilket land man skal betale årets skat), men LM gav os lov at rejse hjem fem uger tidligere. Et stykke tid før havde vi nemlig fået at vide, at Mads og Katrines tredje søn, som var sat til at fødes i starten af september, havde svære handicaps og derfor ikke ville kunne overleve fødslen. For at vi kunne være tættere på dem, blev hjemrejsen fremskyndet. Johannes blev født i juli og levede faktisk i tre kvarter, så forældrene fik lov at døbe ham og være lidt sammen med ham. Han ligger nu på Ølgod kirkegård. Midt i sorgen er der også noget stort i at tænkte på, at han er kommet hjem. Må vi alle få lov at følge ham.

Og så skal der alligevel siges et par ord mere om Tanzania, når det nu gælder det, som har fyldt meget for os i 2022. For højdepunkter er ikke bare det, hvor bølgen topper eller når bunden. Der var mange andre ting, som fyldte i hverdagen … …

Liv og tro for tanzaniske kristne. Danmark generelt bliver i disse år hastigt mere og mere hedensk i liv og tan­kegang, og vi bliver som missionsfolk stadigt mere marginaliserede. Men vi har dog både en kristen base og historie, måske også familiehistorie, hvis erfaring vi delvis kan spejle os i og navigere efter.  Denne historie mangler rigtig mange kristne i Tanzania. De har derimod ofte en meget hedensk familiehistorie og lever i en gennemhedensk kontekst, som præger dem usigelig meget. Jeg vil nævne to eksempler fra den hverdag, vi har stået i.

Loviskheden er stor. Tanken om, at jeg må yde mit for at Gud kan kendes ved mig og tage imod mig, er kvælende stor. Prædikenen om forsoningen fylder uendelig lidt, mens der tales des mere om de gode gerninger. Friheden og nåden i Kristus får meget lidt plads i dagligdagen. Min lokale tanzaniske leder på Iringacenteret har flere gange sagt til mig: ”Flemming, du må fortsætte med at komme til Tanzania og prædike om Kristi forsoning og om livet efter, men ikke under, loven. For de kristne hører det næsten aldrig”. Når det gælder troen på Jesus, men også når det gælder livet som kristen, er behovet for forandring og oplæring enorm.

”De gamle har lært os, at…”. Disse ord hører jeg igen og igen, når vi på retræterne taler om ægteskabet og livet. Det betyder, selv for mange evangelist- og præstefamilier, et dagligliv med stor børne- og kvindeundertrykkelse i egne liv og ægteskaber. For sådan har man altid gjort; det er de forbilleder, de ofte har fra familien. Det er som Guds ord aldrig virkelig har fået lov at tale ind i livet. Og så kan det blive småt med glæden.

I alt dette handler det rigtig meget om, at Jesus må blive stor både for dem og for os. Og alt dette skal vi se på med stor mildhed og positiv overbærenhed. Som missionærer synes jeg jo, at frygtelig meget falder tilbage på os selv; for hvor har vi da svigtet. Har vi slet ikke i tilstrækkelig grad givet dem gode forbilleder og god livsnær undervisning? Der er stadig meget at arbejde med her.  Og det bliver ikke lettere med årene.

Samarbejdet med kirken. Også dette fylder meget. Det er både fantastisk og meget besværligt og problematisk. Selvom fejlede oftest er mest på vores side! Har de mange skjulte dagsordener, eller fatter vi bare ikke deres kultur? Tag fx økonomisk forvaltning. Her synes vi som europæere altid, at vi har fat i den ’gode’ ende. Har vi det? Eller tænker vi bare alt for europæisk – og tænker, at vi altid ved, hvad det er bedst.  Tag også det, at vi som mission som regel selv vil bestemme, hvad vi skal lave – og hvordan! Andre missionsselskaber tilbyder folk, og så må kirken selv bestemme, hvad de vil bruge dem til …

Skal vi som missionærer spare penge eller …? Penge fylder meget i missionsarbejde; pengene er ik­ke ubegrænsede og budgetterne skal holdes. Denne problematik kan give sig udtryk i, at DLM ud fra ledelsens helhedsvurdering i Danmark skærer i arbejdstilskud, så vi der står midt i arbejdet i Tanzania føler, at der skæres en gren over til folk, som vi forstår som ”de mindst nåede”. Det er svært, når man står der; både for egen del og når man skal svare på spørgsmål fra de lokale ledere. Problematikken er vist lige så gammel som missionsarbejdet; hjemmeledelsen vil helt naturligt af og til have et andet syn på tingene end vi på feltet har. Vi ser menneskene; føler nøden. Personligt har det været svært for mig, når jeg synes, at vi har brugt for få resurser på opfølgning. Vi tjener en meget ung kirke, og den har ikke altid syn nok for at følge op. At fx masaier bliver døbt er ikke det samme, som de er ”nået hjem”. De skal også oplæres til bevarelse i troen. Deloverskriften er måske ikke dækkende, men nøden klemmer om hjertet …

Modtagelsen i Danmark. Et godt højdepunkt i 2022 har også været modtagelsen her i Danmark, hvor vi nu har slået os ned i Ølgod. At være kristen betyder, at man altid har et netværk. Tak til alle jer, som har taget godt imod os – både i LM i Ølgod, i frimenigheden i Tarm og andre steder. For os er det uvurderligt! Faktisk oplever vi jo også her at kunne være tæt på det meste af vores familie.

Forbønnen. Dette er både et blogindlæg og et julebrev. Alligevel vil vi benytte lejligheden til at sige tak for den forbøn, som vi har været omsluttet af – både fra jer nærkontakter og fra andre, der har bedt for os! Dette er en meget stor bagdel ved at slutte tjenesten, forbønnen må nødvendigvis blive min­dre, fordi vi ryger ud af nærkontaktsystemet i LM. Tak til jer, der har været trofaste; hvad enten det har været på daglig basis eller med andre intervaller. Må Gud rigt lønne jer for jeres tjeneste! Vi er pinligt bevidste om, at orienteringsniveauet har været meget lavt i 2022; men det er det jo for sent at lave om på.

I den forbindel­se kan jeg ikke lade være med at nævne, at LM har et begreb, der hedder seniormissionær. Nu har jeg så lige lært et nyt ord: korttids-seniormissionær på volontørlignende vilkår. Som sådan er jeg lige blevet antaget. Det norske ægtepar, der er blevet ansat i vores stilling i Iringa, tiltræder først til august, men der er ting, man gerne vil køre videre med også her i foråret. Derfor skal jeg til Tanzania igen i 6 uger med afrejse d. 31. januar. Ægteskabsretræter og andet. Bed gerne for det også. Forhåbentlig, erfaringen har jo lært mig, at man ikke skal love, kommer der mere nyt om dette på bloggen senere.

Til slut: Danmark er et ekstremt rigt land, men Himlen er bedre. Brevet om vores 2022 er nu ved at være ved vejs ende. Flere ting, også ting der tog meget på kræfterne, er ikke blevet nævnt her, men slutfacit er, at Gud er god; Han er altid god – også når vi ikke forstår ham. Og også i 2022 er vi blevet stærkt bekræftet i, at vi har så meget brug for de helliges samfund; både for at få et kristent fællesskab, hvor vi kan støtte hinanden på vejen, men også for at få del i den livsvigtige forkyndelse af Guds Ord, som skal bevare os i nåden. For godt nok er Danmark et fantastisk land; men Himlen er bedre. Lad os mødes der!

Indlægget LIDT OM ÅRET 2022, som vi har oplevet det blev først udgivet på Ritha & Flemmings blog.

Nogle ugers ferie/orlov i Danmark

En 5-6 uger var vi i Danmark i august-september. Det er overmåde godt at komme rundt til den nærmeste familie og et par nærkontaktkredse. Tak til alle jer, der modtog os med åbne arme. Men 1½ måned går stærkt, når man både skal have hvilet noget ud, skal have C-19 og andre vaccinationer, skal nå læge- og tandlægebesøg osv.

Midt i september var vi tilbage på pinden i Iringa, klar til det, som blev et meget varmt efterår sådan temperaturmæssigt i hvert fald. Lige nu banker regnen på, men den har alle også ventet meget på. Nomaders kvæg dør, vi har ’huller’ i elektriciteten – og alle lider under varmen! Decembers regn bydes velkommen, men indtil videre har den desværre været sparsom.

Den årlige missionærkonference

Årets højdepunkt er på mange måder denne konference, som for første gang i mange år blev afholdt her i Iringa i starten af oktober. På den måde fik vi indviet de nye bygninger, som Peter Bech har stået for. Kristian Andersen, Tarm (ham KD-manden) førte os igennem nogle bibelske salmer og der var drøftelser og meget andet. Bl.a. stiftets biskop var på besøg, og det gav anledning til gode drøftelser på ledelsesniveau.

Ægteskabsretræte for evangelister

Et andet højdepunkt var afholdelsen af den første ægteskabsretræte på LRMC-centeret midt i oktober; det lutherske retræte- og missionscenter. Deltagerne var evangelistfamilier her fra stiftet. Selvom det mest handler om ægteskabet, lægger vi også stor vægt på, at de får nogle evangeliske bibeltimer med. Forkyndelsen om friheden i Kristus har ofte trange kår her. Det prøver vi at råde lidt bod på. Evangelisterne står ofte som menighedsledere og prædiker meget. Undervisning i ægteskabsrelaterede emner (bl.a. om kærlighed, samtale, tilgivelse og sex) handler jo både om deres egne ægteskaber, men også meget om den vejleder- og forbillede-rolle, de uvægerlig står i derhjemme. Selvom vi som LM’ere her i landet flere gang står som ’sortemænd’ pga. vores modstand mod kvindelige præster, så er der jo ingen tvivl om, at vi med disse kurser er med til at højne agtelsen for kvinderne i ægteskabet. Deltagerne er meget taknemmelige.

Desværre blev anden uge aflyst pga. manglende tilmeldinger. Det betyder ikke, at masser af par ikke nærmest står i kø for at komme med, men der var nogle kommunikationsmæssige udfordringer, som ikke helt var løst. I januar har vi igen to kurser, og da regner vi med, at disse problemer er væk.

MUWA og Ilambilole bibelskole

I hele perioden har jeg også været MUWA-missionær, altså LM’s ansvarlige i bibelskole- og evangelisationsarbejdet blandt kvægnomader. Jeg har ikke orket at tage på ture, men har været meget taknemmelige for de mundtlige rapporter, evangelisterne har givet på evalueringsmøderne. Folk får forkyndt evangeliet, befriet fra ånde ånder, døbt og undervist. Evangelisterne gør et godt stykke arbejde, men møder også store udfordringer. Kvægnomader er ofte ildeset af de fastboende stammer, så selv en del lokale præster og evangelister kan have svært ved at tage sig sammen til at besøge dem og holde gudstjeneste og undervisning for dem. Og der er blandt deres fæller en meget stor brug af trolddom og beskyttelses- og livgivende amuletter osv. osv. På den årlige generalforsamling for arbejdet, som blev holdt sidst i november, argumenterede jeg faktisk for, at vi ikke bare skal have et evangeliserende, men også et opfølgende team til oplæring af de nye kristne. Den nye MUWA-missionær Jacob Frost er lige nu efter endt sprog­skole ved at overtage DLM-ansvaret; det glæder jeg mig meget til. I går fik jeg dog lige lov til at komme ud og prædike i en kirke ved en masai-boplads. 100 folk, hvoraf mange børn. Stor lydhørhed; stor oplevelse.

Landskirkens, dvs. ELCT’s godkendelse af det nye retrætecenter

En del arbejde bag linjerne foregår ved skrivebordet. Ofte synes jeg, at jeg sidder her uforholdsmæssigt meget. Der er udarbejdet et aftalepapir om samarbejdet mellem DLM, det lokale stift og ELCT om det nye center på den gamle danske skole. Uden en underskrift fra ELCT’s side kan det dels være vanskeligt at få økonomisk tilskud til centeret (meningen er jo ikke, at LM skal betale i al evighed), dels vil mange præster ud over landet tøve med at komme, hvis det ikke er er ’godkendt’ sted. Jeg ved ikke, om vi er i mål endnu, men der arbejdes …

Besøg og juleferie

I skrivende stund er par gæster på vej fra Danmark. Vi glæder os meget til at få besøg i julen. Vi har det godt med vore volontører og Jacob her på compounden, vi kan fint snakke med familien på nettet, men det er noget andet at få besøg. Jeg satser meget på, at der bliver mulighed for at holde to uger ferie sammen med dem helt uden indblanding udefra. De trænger vi til!

TAK

… fordi I læser med og tak til jer, der beder med. Det er et vigtigt arbejde. Uden det får deltagerne ikke nok ud af retræterne og bibelskoleleverne ikke nok ud af min romerbrevsgennemgang. Både frontlinjefolkene (fx evangelisterne) og lederne trænger forbøn. Og vi gamle missionærer gør det også, trætheden lurer stærkt ved døren. Må vi alle gå i de forudberedte gerninger; må vi alle hvile i Nåden.

Glædelig Jul!

Indlægget ET VARMT EFTERÅR blev først udgivet på Ritha & Flemmings blog.

Men jeg har lyst at nævne, at vi jo IKKE, som I andre, der bor i Danmark og derfor har sygesikringsbevis, bare kan gå ind og blive vaccineret. Vi er udenlandsdanskere og skal derfor være i DK i mindst to uger, før vi kan få det første stik. Og da vi landede i Århus, kan vi kun blive vaccineret om onsdagen. Vi kan altså få det første stik d. 25. august – og går altså nu som ikke-vaccinerede rundt blandt folk, som tror, at vi, som de fleste andre i vores alder, for længst er blevet det.

Den 15. september kan vi få det andet stik, og to dage senere skal vi forlade landet for ikke at komme i konflikt med skattelovgivningen, der for vores vedkommende siger, at vi højst må være 42 dage i Danmark gældende fra d.d. og et halvt år tilbage.

Indlægget Udenlandsdansker og C-19 vaccination blev først udgivet på Ritha & Flemmings blog.

MUWA-arbejdet 

Jeg er som før fortalt pt. afløser som missionær i MUWA-arbejdet; evangelisationsarbejdet blandt kvæg­­nomader inkl. Ilambilole bibelskole. Men sådan et arbejde handler ikke kun om evangelisation og om at skaffe elever til bibelskolen. En dag døde moderen til én af bibelskolelærerne. Egentlig burde jeg ifølge alle skrevne og uskrevne regler tage med til begravelsen, men det gjorde jeg klart, at det ville jeg ikke – det er, som om alle C-19 forholdsregler forsvinder, når der er begravelser. Man skal udtrykke sin sorg, man samles mange mennesker uden afstand, alle tanker bliver ligesom sat på standby sådan en dag. Men jeg kom alligevel til at bruge lang tid på at skaffe transport samt ordne en del andet i den forbindelse.

Men ellers fortsætter evangelisationsturene. Denne gang bl.a. med en præst og en sangevangelist fra Haydom i Nordtanzania (hvor bl.a. Ester Madsen var jordemoder-missionær for mange år siden!) som medhjælpere. De er ikke Masaier, men Barabaig. Denne nomadestamme er der også mange af hernede. Igen slår det mig, hvordan vi med dette arbejde virkelig driver mission blandt unåede, som jo er én af LM’s indsatsområder. Ikke fordi de bor i Langtbortistan (mange af dem bor måske kun en 30-40 km væk), men fordi de aldrig er nået med evangeliet. Endnu er det mest kvinder og børn; men det er da fremskridt, at mændene tillader deres koner at tage med. Om 10 år kommer mændene så måske også med … … Og ved at sidde og tale med én af dem, der var med, slår det mig igen, at de lever i en verden, jeg næsten INTET ved om. Det er ikke bare deres tøj og mad, der er anderledes. Hele deres verdensbillede, hvordan de opfatter tilværelsen, forholdet mellem kønnene, hvornår man regnes for noget osv. Åh, hvor de trænger evangeliet!

C-19 begynder for øvrigt også at præge evangelisationsarbejdet, da tredje bølge nu er kraftig på vej i Tanzania. Min sidste beslutning, inden jeg rejste, var, at de gerne må aflyse ture, når evangelisterne (eller dem, de skal besøge) bliver nervøse for samværet; noget som flere af dem er begyndt at give udtryk for.

Det nye center i Iringa

Peter Bech og hans folk har knoklet for at blive færdig med ny- og ombygningerne, og vi må bare sige, at det nu fremstår med et rigtig flot og funktionelt resultat.

Jeg har stort set intet haft med byggeriet at gøre, men har så arbejdet des mere med det forventningsafstemningspapir, som blev færdigbehandlet og underskrevet på et møde sammen aften mellem repræsentanter fra DLM, Iringa stift og ELCT, den Lutherske Kirke i Tanzania.

I papiret fastlægges både ejerforholdet, samarbejdet og de fremtidige forventningerne til centeret. DLM ejer indtil videre bygningerne og har ansvaret for vedligehold mv., men selve kursusvirksomheden er et samarbejde mellem DLM, stiftet i Iringa og Den lutherske Kirke på landsplan. Sidstnævnte er afhængig af en godkendelse på kirkens kommende generalforsamling, men det beder vi om, må ske. Centeret har en lokal leder, pastor Oswald Ndelwa, som flere gange har været LM’s gæst i Danmark, mens jeg skal være studieleder. Der ligger stadigt et stort opbygningsarbejde foran, men der er sat nogle vigtige og rigtige spor med det papir, der blev underskrevet den lørdag aften.

Indvielsen

Selve indvielsen tidligere samme lørdag er beskrevet andre steder. Det var festligt og højtideligt. Coronareglerne blev overholdt – det meste af tiden i hvert fald. ELCT’s ledende biskop dr. Fredrick Shoo var med, det samme var mange ledere fra Iringa stift, et kor, lokale præster, medarbejdere mv. samt bl.a. den lokale partiledelse, som også talte repræsentanter for de muslimer, som på et tidspunkt gerne ville have købt bygningerne.

De officielle talere understregede samarbejdet omkring og ikke mindst visionerne for centeret. Selvom de første retræter, som var planlagt til at begynde dagen efter indvielsen med vicebiskopperne fra Sydtanzania og deres ægtefæller som deltagere, blev aflyst pga. den tredje bølge, så glæder vi os til at komme i gang. Behovet for retræter med ægteskabsundervisning og evangelisk forkyndelse er enormt; det er alle enige om. Men også, at centeret gerne på sigt må udvikle sig til et sted, hvor der uddannes folk, der skal krydse grænser for at forkynde evangeliet. Det kan både være nationale og etniske grænser. Begge dele ligger i centerets navn, der på engelsk lyder ”Lutheran Retreat- and Mission Center”.

En vigtig gæst fra Danmark ved indvielsen var DLM’s generalsekretær Søren Skovgaard Sørensen, der sammen med sin fru Miriam gæstede landet en lang, meget intensiv uge, der sluttede med indvielsesfesten og underskrivelsen af forventningsafstemningspapiret.

Inden vi kom så langt, havde jeg fornøjelsen af at have Søren og Miriam med en tur ude på Ilambilole bibelskole for kvægnomader. De blev vist rundt at skolens leder og lærere, havde gode samtaler med dem og sluttede af med mad og gaver. Det var en stor opmuntring for skolen, at LM’s leder ville se dem, tale med dem og lade sig udfordre af dem. Mit indtryk var også, at Søren på sådan en tur fik dette vigtige missionsarbejde ind under huden på en helt anden måde, and vi som danske medarbejdere kan formidle. Det er godt når brødre mødes og taler sammen!

I det hele taget var det super at have besøg hjemmefra. Søren (og Miriam) havde samtaler med vel alle danske missionærer, mens de var her – til gensidig opmuntring og glæde.

Her til slut…

Så er stilheden indtruffet. Stilheden og trætheden. Trætheden, som nok er større, end vi har mærket den sidste måned. To, tre dage efter indvielsen rejste de sidste gæster. Og vores feriehjemrejse blev fremskyndet, dels fordi de første retrætekurser er udsat pga. C-19; dels fordi vi gerne ville hjem, inden udenrigsministeriet evt. finder på at male Tanzania rødt. Opbruddet og hjemrejsen gik godt. Jeg fik lavet aftaler om de kommende 1½ måned, fik overdraget ting, penge, aftaler osv. Så pludselig er vi i Tilst.

Selvfølgelig er der også i disse uger sket ting, som man ikke nævner på sådan en blog. Der er både sto­re glæder og sto­re, tunge knaster i livet som missionær. Sidstnævnte kan man oftest slet ikke skrive om. Men de er også med i formningen af os og med i trætheden. Herren kender dog dem alle, og derfor tror vi også, at de på en eller anden måde er med i de bønner, I beder for os og arbejdet, også selvom I ikke ved, hvad det er.

Sluttelig: I forgårs blev Jacob Frost indviet som ny MUWA-missionær i Århus, og han rejser på slutningen af denne uge til Tanzania, hvor han skal starte med nogle måneders sprogskole. Vi glæder os meget til samarbejdet! Men indtil videre skal vi være i Danmark i 6 uger – ferie, orlov og til slut måske også lidt arbejde. Vi har fået lovning på den anden C-19 vaccine to dage før, vi den 17. september igen efter planen rejser til Tanzania; den sidste dag, vi må rejse, hvis vi skal holde os inden for de skatteregler, der gælder for sådan nogen som os. Til den tid regner vi med at lade høre fra os igen.

Indlægget STOR AKTIVITET OG STOR STILHED blev først udgivet på Ritha & Flemmings blog.

Men netop disse ting gør også, at det på den anden side bliver sværere og sværere – og tungere – at leve her. Dåbsattesten blev skrevet for mange år siden. Håret, det der stadig er tilbage, er blevet gråt, uddannelsen er lang og tung, sproget er blevet meget bedre, selvom jeg stadig synes, at der mangler meget. Men fornemmelsen af livet er blevet bedre.

Og så kommer problemerne. “Dit ”problem” er,” har en masaipræst engang sagt til mig, “at du har været her alt for længe. Du kender os, vi kender dig – og det betyder, at vi fortæller dig meget mere end vi fortæller så mange andre hvide”. Det burde jo være positivt, men føles langtfra altid sådan. At få fortalt såvel egne som medmissionærkollegers fejltagelser er faktisk ikke altid særlig sjovt. Men vil man have ærlige svar fra dem, må man – når man har nået min alder – også forvente, at de ikke altid er så lyserøde, som man håbede.

Egentlig er vi jo sendt ud for at være med til at opbygge et ’Luthersk Retræte- og Missionscenter’, som det efterhånden officielt hedder, her i Iringa på den gamle danske skoles compound. Og det går der også meget tid med, men for nogle måneder siden kom der også en anden opgave ind ad bagdøren. Mere om det om lidt.

Peter Bech knokler videre med sine mange lokale ansatte for at gøre retrætecenteret færdigt til indvielsen d. 31. juli, hvor vi får besøg af såvel kirkens øverste leder her i Tanzania biskop Shoo fra Moshi som af LM’s generalsekretær Søren S Sørensen. Vi ser frem til det, planlægger og forbereder os osv. Peter siger, at byggeriet vil stå klar, selvom der nok vil mangle et par hylder og nogle borde hist og pist. De gør alle et flot stykke arbejde, selvom Peter godt kan mærke, at mange er ved at være trætte.

Vi andre arbejder med at forberede de to ægteskabsretræter, som forhåbentlig kommer op at stå lige efter indvielsen. Jeg har titel af undervisningsleder, mens den lokale pastor Oswald Ndelwa (som flere gange har været på besøg i Danmark) er udset til at være leder af centeret. Programmer, lærerkræfter, invitation af deltagere osv. Der kommer tit nogle knaster, når et center skal opstartes. Vi arbejder også stadig med det såkaldte ’forståelsespapir’, som fastlægger ejerskab, arbejdsprocedurer og -kompetencer mv. mellem DLM og kirken her. Det kan godt være svært at få mange forskellige forventninger til at gå op i en højere enhed, men mon ikke vi lykkes med at få et papir skruet sammen, som såvel stiftets som vores egen generalsekretær kan skrive under dagen før indvielsen. Det arbejder og beder vi om. I udgangspunktet er det et retrætecenter for kirkens medarbejdere, hvor vi vil fokusere meget på især præster og evangelisters ægteskaber, men allerede i navnet ligger der jo en vision om, at det gerne skulle blive til noget andet også: et center, hvor kirken her kan uddanne missionærer, der skal arbejde glokalt (altså både lokalt og globalt; dvs. både indenfor og udenfor Tanzanias grænser).

Men der går også meget tid med det arbejdede, der bankede på min dør, da Rasmus og familien sidst i marts afsluttede deres opgaver her i Tanzania, og Rasmus’ efterfølger Jacob Frost først lander her om en månedstid og så skal bruge tid på sprog mv., inden han kan gå ind i opgaverne.

I går stod der fx MUWA (samlebetegnelse for arbejdet blandt kvægnomader) på det meste af dagen. Efter morgenandagten på værkstedet sammen med byggefolkene, havde jeg dog en snak med vores compoundleder Danford Kipapi, hvor vi bl.a. drøftede, hvordan vi skal administrere økonomien på en efterhånden stor compound med værksteder, gæstehus, MUWA-afdeling og retrætecenter mm. Vi var enige om, at der er godt brug for en kasserer. Efterfølgende skrev jeg en mail til Hillerød om det, og så må vi se, hvordan vi i samarbejde finder frem til at få økonomien styret på en god måde. Derefter var der udbetaling af lån og feriepenge til nogle af de evangelister, jeg har ’i mit brød’. Og med sådan noget følger der jo altid noget skrivebordsarbejde. 

Lidt over 12 kørte jeg mod Ilambilole Bibelskole tre kvarter herfra. Der mødtes jeg med lederen og hans to lærere. Først en del uformel snak, der startede på kontoret, men fortsatte over majsgrøden (ugali) og kålene, idet jeg blev inviteret på middagsmad. Fordi vi snart skal have ægteskabsretræte, kom det til at handle om forholdet mellem lokal kultur og bibelens lære, især når det drejer sig om bryllup, samliv og begravelse.

Hos masaierne tilhører konen sin mands familie (og ordet tilhører skal tages meget bogstaveligt); selv hvis hendes mand dør. Flerkoneri er normalt, men det er heller ikke usædvanlig, at en kvinde ‘har’ flere mænd. Går manden en dag hjemmefra til andre kvinder, er det det samme som at lade døren stå åben, så andre mænd kan ligge i med hans kone(r). Først hvis der kommer børn ud af det, bliver der palaver. Børnene regnes for den mands, som er gift med konen, men selvfølgelig er der en masse mellemregninger. Ingen spørger til, hvad konerne synes om den ting. Utamaduni, altså kulturen bestemmer helt suverænt her. Det handler bl.a. om at stå sig godt med de afdøde forfædre, som disse kultur-ytringer stammer fra. Bryder man med dem, straffer de. Kristne kvinder har det meget svært her, når de ønsker at bryde med disse forhold. Medmindre deres mænd er kristne – og kristne, som er afklarede i deres liv og tro – er kulturen ofte ’tungere’ end den bibelske vejledning

Også ved begravelser er der utamaduni-ting, som pårørende vil lave ved graven, når selve den kristne begravelse er forbi. Kun de meget overbeviste kan stå det imod – og det er nemmest at gøre det, hvis man har et stort forbillede; fx den gamle pastor Ngekee’s begravelse. Ngekee var en af de helst store ledende masaier tilbage i 80’erne, som blev en afgjort kristen leder og forkynder for sine frænder. Rigtig mange er, har Ndelwa engang sagt til mig, kristne om dagen, men fx Wamasai eller Wahehe om natten.

Efter ugalien havde vi en fin drøftelse om mange forskellige ting i relation til bibelskolen. Vi talte også en del om Søren Skovgaard Sørensens besøg sidst på måneden. Han har nemlig bedt om at komme ud og se bibelskolen. Jeg bad dem være meget ærlige overfor ham; han kan godt tåle det. Vise ham alt det gode og fantastiske – men også vise ham det, som er nedslidt eller problematisk

Da jeg nævnte det, kom vi til at tale om det med at være ærlige overfor hinanden – også i sådan en relation mellem lokale og missionærer eller andre fra Danmark. Igen måtte jeg høre om vi meget utålmodige missionærer, som fx vil gøre alt selv i stedet for at overlade det til de lokale. Mange missionærer har gjort os meget uselvstændige, sagde de til mig, de har gjort os til tiggere ved de hvides bord. Det er i sådanne situationer, jeg har mest lyst til at krybe i et musehul både på egne og kollegers vegne …

Men alligevel havde vi et godt møde, som sluttede – som det begyndte – med at det hele blev lagt over i Guds hånd, og Han blev takket for alle sine gode gaver til os; både frelsen og mange timelige goder.

Vi var lige ved at glemme mit egentlige formål med turen; nemlig at jeg kunne hilse på eleverne på det årlige seksugers kvindekursus, som de i morgen afslutter for i år. Seksten kvinder fra forskellige kvægnomadestammer, mange hustruer til evangelister, som før har gået på skolen. Jeg fik lov at sige lidt til dem, samtale lidt med dem ud fra Guds ord. En super måde at slutte besøget på, som dog sluttede helt ved, at jeg var med ud og se, hvor én af lærerne er ved at bygge hus til sig og sin familie. Jeg bliver så glad, når en masailærer og -præst har besluttet at slå sig ned i Ilambilole. Det er hundedyrt at bygge hus; en investering for livet. Han bygger i Ilambilole i stedet for at gøre det, hvor han kommer fra, som rigtig mange andre gør. Det betyder, at de mere og mindre har bundet sig til Ilambilole resten af deres liv.

I et missionærliv er der gode og knap så gode dage. Herren er dog den samme igennem dem alle. Og der er rigeligt meget arbejde at gøre. Ligesom sidst vil jeg derfor også her slutte med at sige: Bed nye missionærer frem, bed om folk med tålmodighed, om folk, som er villige til at lide nederlag – og som vil prædike et helt frit evangelium ind i en kontekst, hvor mange andre ting synes at have langt større vægt end Guds ord!

Til allersidst: Om lige godt en måned regner Ritha og jeg med at sætte os på KLM-flyet, for at holde en 5-6 ugers ferie og orlov i Danmark. Vi glæder os, men er nok også en smule overvældet over alt det, der ligger parat til os her inden da. Det lyder også som om tredje bølge er på vej her i landet. Oven i alt det andet er dét også et bedeemne – at vi må slippe for at blive ramt af bølgen…

Indlægget Der er langt fra Danmark til Tanzania blev først udgivet på Ritha & Flemmings blog.

At leve med den ‘ukendte’ sygdom

Selvfølgelig præger det hverdagen og har præget den i lang tid. Vi har jo fået en ny præsident, da den forrige døde pludselig midt i marts måned. Den nye præsident, den første kvinde på posten, har vist en større åbenhed overfor at tale om corona, men vi lever stadig i et land helt uden restriktioner og vaccinationer. En del af vore danske kolleger har haft den – heldigvis i en relativ mild grad. Grundet alder mv. har vi dog været meget forsigtige og er indtil videre sluppet. Men det har også betydet en stor grad af forsigtighed i forhold til at være sammen med folk udenfor den relativt snævre kreds, som jeg mest arbejder sammen med. Markedet har vi holdt os helt fra, og handel er indskrænket til et absolut minimum. En del gik med mundbind lige omkring præsidentens død, men det forsvandt hurtig igen. På regeringshospitalet i Iringa er fem læger + nogle sygeplejersker døde af den.

Arbejdet blandt kvægnomader (en ny titel)

Sidst i marts rejste Stine og Rasmus Roager og deres børn til Danmark – og efterlod et stort hul både kollega- og arbejdsmæssigt. Jeg er blevet konstitueret som MUWA-missionær indtil den nyansatte mand på posten, Jacob Frost, kan overtage engang i løbet af efteråret. Det betyder, at jeg pludselig står med missionæransvaret for MUWA-arbejdet, altså arbejdet blandt kvægnomader. Arbejdet har to ben, bibelskolen for kvægnomader i Ilambilole, hvor jeg hele tiden har undervist og evangelisationsarbejdet, som primært består af evangelisationsteams, der tager på kortere og længere ture ud fra Iringa. Pastor Kurupashi er lokal leder af arbejdet, men traditionelt har missionæren været meget involveret i planlægning og økonomi, så pludselig har jeg stået med mange beslutninger mv. af økonomisk, logistisk og strukturel karakter. Evangelisationsture tager jeg ikke med på, men er alligevel ret meget involveret. Det har også kastet mange samtaler af sig både med stift, bibelskole og evangelister. Det er superspændende og har åbnet en ny verden. Jeg har slet ikke manglet beskæftigelse, selvom coronaen har sat begrænsninger.

Ilambilole Bibelskole (undervisning og afslutning)

Her har coronaen fået konkret indflydelse. På et tidspunkt i foråret var der så meget hosten og sprutten i klasseværelset, at jeg simpelthen blev hjemme. Selv med maske var jeg ikke tryg ved at være der mere. Det betød, at jeg ikke nåede igennem hele Romerbrevet – det sidste har de så kun fået mine notater til. De lokale lederne har respekteret mine valg, selvom jeg ikke synes, at de på bibelskolen tog noget som helst hensyn til situationen. Den 6. maj var der afslutning på det toårige evangelist-kursus. En rigtig fin afslutning; ikke mindst fordi stiftets biskop Gaville var Mgeni Rasmi, den officielle gæst, som bå­de præ­dikede og holdt en lang og god tale for evangelisterne, hvor han stærkt lagde dem på sinde, at de nu skal ud og tjene og dermed også prædike det uforskyldte evangelium. Han har en stærk Kristus-forkyndel­se; men står desværre ret alene med dét. Der er planlagt opstart af et nyt hold til august, og her i sommerferien skal der vanen tro være et seks ugers kursus for kvinder fra nomade-stammerne. Udover økonomien har jeg ikke noget med det kursus at gøre – men jeg glæder mig til at høre rapporter fra det.

Iringa Centeret

Peter Bech bygger videre på det nye center ved den gamle ’danske skole’. Han har mange folk i arbejde, og det går fint. Vi var med på LM’s landsmøde med et lille indslag. I skrivende stund er Peter så langt, at han godt tør sige, at det bliver færdigt til indvielsen den sidste lørdag i juli.

”Iringa retræte- og missionscenter” er jo et nyt arbejdstiltag i samarbejde mellem DLM og den lokale kirke her. Jeg har brugt mange timer på et såkaldt forventningsafstemningspapir (MoU, Memorandum of Understanding, som det hedder på engelsk), som skal beskrive og regulere samarbejdet mellem DLM og kirken i det. Vi har som DLM afleveret et papir til stiftet, som de lige nu tygger på – og som skal danne baggrund for forhandlinger parterne imellem. Faktisk er jeg også blevet bedt om at komme med et udspil til et MoU om samarbejdet mellem DLM og MUWA. Det samarbejde er omkring 25 år gammel, men forskellige forhold har gjort, at alle parter gerne vil have det mere formaliseret.

Retræte, undervisning og familiebesøg i Nordtanzania

Lige nu opholder Ritha og jeg os to uger på Kiabakari Bibelskole oppe ved Victoriasøen små to dages kørsel fra Iringa. I den første uge blev der afholdt en ægteskabsretræte for 13 præstefamilier med Ruth Bach-Svendsen og undertegnede som hovedlærere og i denne uge gennemgår jeg Galaterbrevet på bibelskolen.

Endnu engang blev vi bekræftet i, at der er et kæmpe behov for disse retræter, hvor der både er grundlæggende evangelisk bibelgennemgang samt en masse meget konkret ægteskabsundervisning. Vi bor hos Signe og Brian Bjørn Nielsen, så når jeg arbejder, har Ritha stor fornøjelse af børnebørnene.

Når vi kigger fremad

Mungu akipenda, om Gud vil, som man siger her, så regner vi med i august-september at skulle en tur til Danmark en 4-5 uger. Ferie, orlov eller hvad vi nu skal kalde det. 1. september udløber vores toårs kontrakt med LM, men det er aftalt, at vi bliver ved lidt længere. I vores alder må vi se, hvor længe kald og helbred holder …

Tanker, der fylder

Til jer, der er med endnu på denne alt for lange skrivelse, vil jeg gerne dele lidt tanker om, hvad der fylder meget hos os. Den meget store åbenhed på retræterne slår os. I en kultur, hvor mændene traditionelt både positivt og negativt sidder på magten i ægteskabet, får kvinderne her et frirum, hvor de kan sige både til os som lærere – og til deres mænd – hvad de savner og hvad de tynges af i ægteskabet. De fleste var over sølvbryllupsalderen, og flere er fx bange for at blive forladt af deres mænd til fordel for en yngre model, når deres menstruation ophører. Hvor var det godt at høre fra nogle par, at (sam)livet ikke slutter sammen med det. Det gav håb. Mange andre redskaber var vi også forbi.

Forholdet mellem den bibelske vejledning og traditionel skik og brug fylder meget – også i ægteskabet. Mange trænger til at få et helt nyt (bibelsk) verdensbillede. Det samme gælder også, når man forkynder evangeliet ind i en meget lovisk præget kultur. Men der lyttes, og der tages imod. I undervisningen på bibelskolen i denne uge er der så mange spørgsmål, at jeg ikke når gennem hele pensum.

En sidste tanke: Hvordan agerer man som hvid, rig og højtuddannet missionær i en selvstændig kirke? Det er umulig og utroværdigt at forklare, at vi derhjemme højst tilhører middelklassen. Og der er nemt ud af god vilje – eller måske dovenskab – at komme til at tage beslutninger, som vi ikke skulle tage. Det med at gøre sig selv overflødig er nemt at sige, men meget svært at udføre. At nå til den erkendel­se, at man på lange stræk ikke forstår den lokale kultur og dermed de lokale kristne, er næsten umulig. Det er godt, at det er Gud, der kalder. Og han har givet os et budskab. Bed nye missionærer frem, som er villige til at lide nederlag – og som vil prædike et helt frit evangelium ind i en kontekst, hvor erkendelsen af en fremherskende loviskhed har meget trange kår. Bed, bed – og spørg dig selv, om det er dig, Han kalder … …

Indlægget Fredag d. 28. maj 2021 blev først udgivet på Ritha & Flemmings blog.

Vi er nu så småt gået ind i regntiden. Heldigvis har regnen endnu stort set ikke resulteret i strømafbrydelser, som det eller af og til sker, når det regner. Og solen kan stadig – om end ikke hver dag – give os gode solnedgange, når vi spiser aftensmad på terrassen.

Missionærindvielse

For nogle uger siden blev vores nye TZ-kollega, Charlotte Bech, indviet til missionærtjeneste i Tanzania. Vi danskere her i Iringa var samlet hos Charlottes forældre for at ’være med’. Charlottes far Peter Bech står jo for det igangværende byggeri, som skal bruges til det undervisnings- og retrætecenter, som LM i fællesskab med kirken her er ved at opbygge på den gamle ”danske skole”. På billedet lyttes der intensivt til Charlotte, som fra Kirken ved Søerne i Silkeborg, hvor indvielsen fandt sted, fortalte om sine fremtidige opgaver. Hun er på plads i Dar es Salaam nu, vi har dog ikke mødt hende endnu.

Sygdom

Biskoppen over Iringa stift, Blastone Gaville, er en mand med et enormt arbejdspres. Om det er derfor, ved jeg ikke, men en dag i december blev han pludselig meget syg og blev i hast bragt til Dar es Salaam, hvorfra han senere blev sendt til et hospital i Indien og opereret for en svulst i hovedet og også for noget med hjertet. Han er nu tilbage i Iringa, hvor vi håber, at han ’får tid til’ at få en god restituerings-periode. For stiftet er det dels meget svært pludselig at undvære lederen, dels er det en meget stor udgift at skulle bekoste både rejser for ham og hans kone samt indlæggelser og operationer. Det kan gøre et voldsomt indhug i et årsbudget. Vi håber og beder om, at han kommer godt over det.

Undervisning

På Ilambilole bibelskole for nomader fortsætter jeg med gennemgangen af Romerbrevet her i deres toårige kursus’ sidste semester. Det er både fantastisk og frustrerende at undervise. Indholdet i skriftet er dybt, men det er også tydeligt, at mange har virkelig svært ved at følge med. Vi har på det sidste været igennem kapitel 7 om det med at være en synder i sig selv og så samtidig at være fuldstændig retfærdig og hellig i Jesus. Det er virkelig rart, når de stiller spørgsmål og er med i en dialog. De, der gør det, får sandsynligvis mest ud af undervisningen. Og deres kommentarer er meget opmuntrende for læreren. Ting rodfæster sig!

Samtidig påvirker det mig at undervise i et lille lokale uden afspritning og med flere meget hostende eleverne. Jeg bruger mundbind, men det skaber på sin vis også afstand til dem. Vi beder Gud om visdom og beskyttelse, men ved også, at hvis eleverne – eller vi – bliver syge, så er der realistisk set ingen hospitalsbehandling for nogen af os. Gud har været god mod os til i dag!

Kirkegang og fællesskab – og forhindringerne …

I nabokirken til den danske compound her bruges der store højtalere både til gudstjenester, bedemøder og seminarer mv. Det er så højt, at vi faktisk i en lang periode ikke er kommet der, hørelsen kan jo ikke genskabes. I stedet har vi sluttet til i den lille Itamba menighed 7 km herfra, hvor vi har været glæde for at komme. Ulempen der er, at man sidder meget tæt i et lille rum, der synges højt og meget, og vi må indrømme, at under de nuværende omstændigheder er vi ikke trygge ved det. Så i en periode har vi danske været samlet om søndagen til Norea-gudstjenester her i vores stue i stedet. Men en del af mit arbejde er jo også at prædike i lokale kirker om søndagen…

Derfor har det også været en stor glæde, at de nu fra nabokirken har rakt hånden ud til os og udtrykt, at de meget gerne vil arbejde på, at der bliver mulighed for at vi kan komme tilbage dertil. De kender godt vore tanker. Jeg har sagt ja til at prædike nogle gange – og håber så også, at det praktisk kan blive muligt.

Men lige nu er Ritha og jeg for anden gang i karantæne, fordi vi – og i sidste omgang – jeg i mit arbejde har været meget tæt på en person (kørt i bil sammen med vedkommende et par timer), som så kort efter udviklede meget klare symptomer på den verdensomspændende pandemi, som mange lider under. Det betyder også, at jeg pt. ikke underviser på Ilambilole bibelskole – og samtidig er inde i overvejelser om, hvordan jeg under de nuværende omstændigheder kan fortsætte med det.

Mærkeligt med denne konflikt mellem kaldet til at prædike og undervise og så overvejelserne om, hvordan man praktisk skal gøre det. Bl.a. den lutherske kirkes biskopper har udsendt et hyrdebrev, hvor de opfordrer meget til, at vi udviser rettidig omhu i forhold til den nuværende pandemi.  Som den ledende biskop Shoo skriver: ”Det er vort ansvar at tage forholdsregler; det er ikke imod troen, og det er ikke synd eller en strafbar handling. Ikke at tage forholdsregler er lig med at sætte Gud på prøve”. Biskoppen henviser til Luk 4,9-12 og opfordrer alle til ikke at falde i den dårlige fristelse at prøve Gud her ved ikke at tage situationen alvorlig.

Fritiden

Det er rart at kunne komme lidt i haven, hvor der da også dukker fine blomster op en gang imellem. Det er også lykkedes os at etablere en hønsegård. Så ved vi da, hvor gamle æggene er…

Grundstensnedlæggelse

Den 20. februar var der grundstensnedlæggelse for byggeriet, som Peter Bech står for og som skal rumme det missions- og retrætecenter, som DLM og kirken her i fællesskab er ved at opbygge. Dar es Salaams biskop Malasusa stod for det i vores egen biskops fravær, og DLM’s teamleader Jens Erik Agerbo medvirkede også. Ca. 100 mennesker var mødt frem til en fin markering af, at et samarbejde mellem DLM og den lutherske kirke her tager form – også i form af at både biskoppens og teamleders navn står på stenen. Håbet er, at centeret står klar til indvielse i slutningen af sommerferien.

Goddag og farvel

Missionærlivet har altid bestået af en endeløs række af goddag og farveller. Sådan var det i det forrige årtusinde, da vi også var her, og sådan er det nu. Vi har lige fundet ud af, at vores gode venner og kolleger her i Iringa, Stine og Rasmus Roager, slutter tjenesten i Tanzania nu efter fem spændende år, hvor de har arbejdet meget med MUWA (mission blandt kvægnomader), på Ilambilole bibelskole og på stiftets hospital i Ilula ca. 50 km herfra. De rejser sidst på måneden – og efterlader et stort hul. Hvordan hullet skal udfyldes, har jeg ikke hørt endnu, men vi ser rigtig gode perspektiver i det arbejde, som Stine og Rasmus har stået i. Men mon ikke der bliver mulighed for endnu i nogle år at række kirken og kvægnomaderne en hjælpende hånd her. Det beder vi om.

Takke og bedeemner

Til jer, som har fulgt med i indlægget helt hertil, så har emnerne jo ligget som perler på snor. Men tak også for, at der både på bibelskolen og i menighederne er folk, der hungrer efter evangeliet, og som er optaget af at følge Jesus. Bed om åndelig føde for dem, bed om kræfter og visdom for os til at gøre fyldest i den tjeneste, der er lagt hen til os – og nævn gerne nogle af de ting, jeg/vi har været indenom her. Tak.

Indlægget Fredag d. 4. marts 2021 blev først udgivet på Ritha & Flemmings blog.

Vi rejste til Tanzania i januar. Udover at falde til i Iringa, indrette hus mv., så var opgaven for mig (Flemming) at undervise på Ilambilole bibelskole for kvægnomader, holde ægteskabsseminarer og i det hele taget networke i forhold til LM’s nye satsning om – sammen med kirken her – at påbegynde kursusvirksomhed på den gamle danske skolecompound. ”Mennesker spår, men Gud rå’r” (råder). Allerede sidst i marts var vi “uplanlagt” på vej til Danmark, først to uger i karantæne, så en periode i lejet sommerhus, så i eget hus. Noget LM-ansættelse, noget efterløn. Midt i september satte vi så igen foden på Tanzanias røde jord.

For 6-7 uger siden, da jeg skrev sidst, var vi så småt ved at forberede en længe planlagt tur til Danmark samtidig med, at jeg skulle være færdig med min undervisning i Esajas i Ilambilole. Det lykkedes.

Selvom vi var i Danmark i fire uger, så vi næsten ingen af jer – bl.a. takket være den igangvæ­rende pandemi. Først havde vi ikke lyst til at blive smittet, inden vi skulle til vores yngste søns bryllup d. 28., og derefter skulle vi også gerne helskindet igennem de sidste 14 dage for at kunne komme til­bage hertil uden sygdom. Men vi havde et fint bryllup med 50 i kirken og 20 til festen. De unge mennesker blev gift, og det var det vigtigste . Og vi fik gjort vort hus i Ølgod klar til udlejning, så nu er vi tilbage i Iringa sammen med to gæster, som skal være her julen over.

Det blev altså et år med megen omskiftning – faktisk for meget for folk i vores alder, men det bestem­mer man jo ikke altid selv. Ingen tvivl om, at vi virkelig længes efter en stabil og relativ forudsigelig hverdag (så meget som den nu kan være i Tanzania) med hverdagsliv og arbejde.

Når man har gæster fra Danmark, står nogle ting skarpere, fordi man hele tiden hører kommentarerne fra dem, der ikke har vænnet sig til livet her. Selvom man kan få mange ting her, så er der ting, som ikke er her. Pot­aske til brunkagerne går man altså bare ikke lige ned og køber. Og når strømmen er væk, ja, så er der mange selvfølgelige ting, der ikke fungerer. Vi håber, det kun bliver kortere afbrydelser, for nødgeneratoren er ’sat i garage’ lige nu pga. det store byggeri på compounden, og køleskabet holder sig altså ikke koldt i mange timer her.

Og larmen nede fra den lutherske kirke 100 meter herfra lyder endnu højere, når gæsterne kommente­rer. Der var et seminar dernede i sidste uge, og der blev daglig varmet op med megen ’lovsang’. Jeg tror, de opfatter det som det, men lydniveauet er MEGET højt. En stor ny kirke med kæmpestore højtale­re, så lyden suser rundt i rummet, og man faktisk i praksis ikke kan høre, hvad der prædikes – vi har målt op til 137 dB ved en gudstjeneste. Det handler efter sigende bl.a. om at ’rumme de unge’, men omkostnin­gerne er, for os at se, store. Dels er der ingen tvivl om, at rigtig mange får varige høreskader, dels nedsætter det udbyttet ganske betragteligt, fordi det er meget vanskeligt at høre, hvad der prædikes, når der er skruet så meget op.

Men det er ydre ting. På sin vis kulturelle ting. De underliggende præstationstanker er meget værre. Og den – for almindelige – lovisk-prægede forkyndelse, der sætter folk i gang med at forbedre deres liv, i stedet for at give dem Jesus og syndernes forladelse som den usvigelige grundvold i deres liv og arbejde. Bed om, kære læsere af denne blog, at både lokale forkyndere og vi som missionærer må forkynde det frie evangelium i ord og gerning. At vi selv må leve i og af det – og formidle det sandt på trods af alle kultur og sprogbarrierer. Og det er som om disse barrierer føles større, jo længere tid, man er her.

Det var skønt at komme tilbage på stiftskontoret og blive budt hjertelig velkommen af kirkens ledelse. Skønt at mærke at vi står skulder ved skulder i tjenesten. At vi trækker på samme hammel. Jeg glæder mig også til at komme i gang igen med at undervise og prædike. Det har også været skønt at komme tilbage i vort hus, blive budt velkommen af folkene her på grunden, af vores missionærkolleger osv. For selvom vi er trætte, selvom året har været turbulent, så er det alligevel for nærværende hér, vi skal være. Hvor længe skal vi være her? Vi ved det ikke. Arbejde er der nok af, og hvis kirken bliver ved med at kalde (og vi oplever ikke andet), så er LM klar til, at vi fortsætter udover den nuværende kontrakt, der udløber til september 2021. Helbred og kald er for os at se to vigtige faktorer.

Menneskeligt set kan vi ikke altid gennemskue tingene, men Ef 2:10 taler om gode, af Gud forud tilrettelagte, gerninger at vandre i. Der vil vi gerne være … …

Tak for i år; håber at vi kan følges ad også i 2021!

Indlægget Frem og tilbage – Danmark og Tanzania 2020 blev først udgivet på Ritha & Flemmings blog.

Lige i dette øjeblik begynder det at dryppe på taget. Vi er på slutningen af tørtiden, det bliver varmere og varmere nu, mens regnen nærmer sig; men det køler altid lidt, når den så falder. Efter et stor regnskyl (som vi dog ikke får i dag), kan det så blive endnu varmere, fordi luftfugtigheden stiger meget. Altid er lige nu meget tørt. Græsplænen er nærmest bare lysebrun jord. Regn giver grøde …

Hvorfor så lovisk?

Det er ikke altid, at undervisningstimerne går som planlagt; det tror jeg er en erfaring, de fleste lærere har gjort sig. Men det behøver ikke være noget skidt.

Sådan en time havde jeg i onsdags. Jeg havde besluttet at afslutte gennemgangen af Esajas 53 med spørgsmålet: Kwa nini Upatanisho ina nafasi ndogo sana katika mahubiri ya wengi? – altså hvorfor fylder forsoningen så lidt i så mange prædikener i kirken her? Med andre ord: hvorfor fylder Jesus sonende død på korset for os så lidt? Snakken tog re­sten af timen, og var faktisk vældig klargørende for mig – og forhåbentlig også lidt for dem. Jeg tog udgangspunkt i dette på tavlen med en skelnen mellem loven (sheria) og evangeliet (injili), hvor vi så har Jesus kors i midten samt ordet Upatanisho – altså forsoningen.

Svaret på spørgsmålet var eleverne meget enige om. De sagde: Når prædikanter ser på sig selv, så ser de et liv, som ikke holder mål med loven. Derfor kan de ikke forkynde det uforskyldte evangelium om forsoningen i Jesu blod, for så vil folk spørge dem, hvordan de kan forkynde sådan (altså om forsoningen), når de selv lever, som de gør. Altså når de som prædikanter ikke selv opfylder loven.

Jeg påpegede, at det betyder, at folk og prædikanter så lever lovisk i stedet for evangelisk; de var enige. Jeg har på det sidste talt en del om stengrunden i hjertet (jeg har nemlig lige læst Bo Giertz’ fremragende bog Stengrunden igen); synden, som vi prøver at fjerne, ligesom vi hvert år tømte marken for sten, da jeg var barn. De lader til at forstå billedet, altså det med at man godt kan smide åbenlyse synder (sten) ud, men grundsynden (stengrunden) kommer jo på et tidspunkt til syne; men de ved ikke, hvad de skal gøre i forhold til den loviske forkyndelse. Man tør nemlig ikke forkynde evangeliet uden at være ren selv!

Er denne enkle forklaring virkelig årsagen til den meget udbredte lov-forkyndelse mange steder. Man forkynder ikke evangeliet, fordi man ikke selv står mål med loven. Det er jo at få vendt det hele på hovedet; men hvor er det da godt, at eleverne siger det! For så er der baggrund for – igen – at prøve at undervise og prædike ”det uforskyldte” for dem. Let er det ikke, men hvem siger, at det skal være det. Som lærer er det både beskæmmende – og befriende – at erkende, at det kan jeg ikke få dem til at forstå. Jeg kan prøve at lægge røst til, men Helligånden må røre hjerterne … …

Og når han gør det, så kan der opstå liv og brand!

En pause

På torsdag kører vi til Dar es Salaam. Der er kun ca. 500 km derind, men vi skal regne med 10 timers kørsel. Dels pga. mange færdselsbetjente, som elsker at give os fartbøder, hvis vi kører for stærkt gennem de mange, mange landsbyer, dels fordi trafikken er ekstrem tæt de sidste 50-75 km ind mod DSM. På fredag formiddag er det den årlige MUS-samtale, så der er der jo mange ting, der skal vendes med teamlederen. Om aftenen tager vi en taxi ud til lufthavnen, og så er det ellers på med mundbindet igen. Lørdag formiddag satser vi på at blive modtaget i Billund af nogle af vores børn.

Vi glæder os til at skulle til bryllup i Corona-ramte Danmark

Indlægget Stempler og loviskhed blev først udgivet på Ritha & Flemmings blog.

Tre ting kunne jeg godt tænke mig at skrive lidt om i dag.

Ansøgninger

Vores teamlederpar i Dar es Salaam Hanne og Jens Erik Agerbo bruger lang tid på ansøgninger, offentlige kontorer osv. Lige nu handler det bl.a. om at få et par nyindkøbte biler ud af toldområdet i havnen samtidig med, at de bruger lang tid på fx arbejds- og opholdstilladelser til alle LM’s folk i landet. Der er meget papirarbejde og en hel del frustrationer med.

Andre ansøgninger må vi som lokale missionærer selv tage os af – lige nu arbejder jeg på at søge om et nationalt identitetskort til Ritha og mig. Papirer skal udfyldes, kontorer skal besøges, advokat skal bruges til at verificere kopier, banken skal besøges for at betale – og det hele skal gøres præcis som de ønsker og med alle de rette bilag til. Her kan man ikke bare sidde hjemme på kontoret og ordne alt med NemID. Når det kort så forhåbentlig er i hus om et stykke tid, så kan det så bl.a. bruges til at søge om skattekort og til at få registreret vore telefonnumre…

Undervisning

At få lov at undervise er en stor fornøjelse og velsignelse – og til tider er det også virkelig træls og øv. Sidstnævnte er når man ikke fornemmer, at man som underviser har en ordentlig og reel kontakt med eleverne, hvor der virkelig bliver taget fra. Jeg underviser i dette semester på Ilambilole bibelskole for kvægnomader. Det intellektuelle og sproglige niveau og den åndelig modenhed er meget forskellig blandt eleverne. Nogle kan næsten ikke læse, andre har ret mange års skolegang. Nogle har i praksis levet med Herren længe, andre virker meget mere tøvende på troens vej. Og alle skulle gerne have noget med.

Normalt underviser jeg med PowerPoint, men tavlen bliver også flittigt brugt til illustrationer. Her handler det om lov og evangelium – ikke som teologiske termer; men som levet liv. Til højre ses lovens to tavler, i midten Jesu sonende død på korset.

Når jeg siger til eleverne, at deres kristelige liv og tjeneste ikke hjælper dem en dyt i deres frelsesspørgsmål, så krymper mange elever sig næsten. For hvordan skal vi så vinde Guds velbehag? At det er troen ale­ne, at det er Jesu korsdød alene – ja, det er en hård nød i en sammenhæng, hvor det ligge dybt i mennesker, at vi skal yde et eller andet. Åh, hvor er der en kamp her at få formidlet et klart, uforkortet og frit evangelium! Dybest set er deres situation ikke forskellig fra vores. Vi har bare haft det privilegium at vokse op i en sammenhæng, hvor mennesker viste os hen til det ’uforskyldte’ både med deres ord og liv. Det skal vi være dybt taknemmelige for.

At stå i disse timer er både en kamp og et privilegium. Og en stor lykke, at der også her er elever, som lever i og af evangeliet, og som er en stor hjælp i klassesamtalerne. Jeg lærer meget af det.

Forfædrene …

I den danske kultur er det vel stadig sådan, at mange har en vis respekt for dem, der gik forud. Mange glæder sig over deres (bedste)forældre og ærer mindet om dem. Sådan er kulturen også her, men så med det tvist, at der også er rigtig mange, der beder til og søger hjælp hos dem, der gik forud for os. Her i Tanzania har mange stammer fx en tradition med at bygge en cementklods ovenpå graven et år efter begravelsen. På den måde bevares graven for eftertiden uden at gro til.

Problemet kommer, når der til bygningen af gravstedet tilføjes ofre til den døde, som lægges ind i klodsen. Eller der afholdes en ceremoni i forbindelse med bygningen, hvor forfædrene påkaldes, eller når man i forbindelse med en omskærelse (mange stammer omskærer stadig drengene omkring konfirmationsalderen) skal ud og ’danse’ på forfædrenes grav. Alle disse ting er udtryk for tilbedelse af og bøn til forfædrene. En bøn, som man så kan få svar på via de traditionelle doktorer (=troldmænd).

Her må de kristne tage afstand, men det er ofte svært, for dermed bryder de det livsvigtige familiesammenhold og -fællesskab. Og dermed afskærer de sig måske fra familiens hjælp næste gang, de får brug for hjælp til en hospitalsregning.

Problemet for vi missionærer kan tit være, at meget af dette forgår på tidspunkter, hvor vi ikke er til stede. Sådanne fester fortsætter tit langt ud på natten. Derfor ved vi reelt meget lidt om dette med forfædretilbedelsen, som for mange kristne stadig betyder alt meget. Flere gange sker der det, at kristne deltager, selvom de ved, at det er forkert. Så sker det, at de bagefter går til præsten og beder om syndsforladelse. Er det en go’ måde at komme om ved problemet på? Tja, vi skal som ’fremmede’ være forsigtige med de hurtige svar. Vi skal lytte meget og så i fællesskab med dem, der har problemet, prøve at finde ud af, hvordan bibelen vejleder her.

Til Danmark …

Sidst i november skal vores yngste giftes. Heldigvis er der i denne kultur stor forståelse for, at det skal man som forældre med til, så vi er ved at forberede en tur hjemover i den anledning. Den menighed, vi kommer i, er begyndt at tale om, at så skal de jo samle ind til en gave. Så måske ses vi her sidst på måneden, hvis ikke det hele i DK går op i corona-nedlukning. Heldigvis har Morten og Nina lovet os, at der bliver bryllup – også selvom vi måske kun må være 10 til festen…

Indlægget Ansøgninger, undervisning og forfædredyrkelse blev først udgivet på Ritha & Flemmings blog.