Der er langt fra Danmark til Tanzania

Udgivet af Flemming Hansen

Jeg må indrømme, at det på mange måder bliver nemmere og nemmere at være og leve her i Tanzania. Sproget og kulturen og selv den måde, man sådan generelt lever som kristen (for her er der jo også mange koder), kommer efterhånden mere ind under huden.

Men netop disse ting gør også, at det på den anden side bliver sværere og sværere – og tungere – at leve her. Dåbsattesten blev skrevet for mange år siden. Håret, det der stadig er tilbage, er blevet gråt, uddannelsen er lang og tung, sproget er blevet meget bedre, selvom jeg stadig synes, at der mangler meget. Men fornemmelsen af livet er blevet bedre.

Og så kommer problemerne. “Dit ”problem” er,” har en masaipræst engang sagt til mig, “at du har været her alt for længe. Du kender os, vi kender dig – og det betyder, at vi fortæller dig meget mere end vi fortæller så mange andre hvide”. Det burde jo være positivt, men føles langtfra altid sådan. At få fortalt såvel egne som medmissionærkollegers fejltagelser er faktisk ikke altid særlig sjovt. Men vil man have ærlige svar fra dem, må man – når man har nået min alder – også forvente, at de ikke altid er så lyserøde, som man håbede.

Egentlig er vi jo sendt ud for at være med til at opbygge et ’Luthersk Retræte- og Missionscenter’, som det efterhånden officielt hedder, her i Iringa på den gamle danske skoles compound. Og det går der også meget tid med, men for nogle måneder siden kom der også en anden opgave ind ad bagdøren. Mere om det om lidt.

Peter Bech knokler videre med sine mange lokale ansatte for at gøre retrætecenteret færdigt til indvielsen d. 31. juli, hvor vi får besøg af såvel kirkens øverste leder her i Tanzania biskop Shoo fra Moshi som af LM’s generalsekretær Søren S Sørensen. Vi ser frem til det, planlægger og forbereder os osv. Peter siger, at byggeriet vil stå klar, selvom der nok vil mangle et par hylder og nogle borde hist og pist. De gør alle et flot stykke arbejde, selvom Peter godt kan mærke, at mange er ved at være trætte.

Et ægtepar fra en tidligere retræte studerer den udleverede ægteskabsbog

Vi andre arbejder med at forberede de to ægteskabsretræter, som forhåbentlig kommer op at stå lige efter indvielsen. Jeg har titel af undervisningsleder, mens den lokale pastor Oswald Ndelwa (som flere gange har været på besøg i Danmark) er udset til at være leder af centeret. Programmer, lærerkræfter, invitation af deltagere osv. Der kommer tit nogle knaster, når et center skal opstartes. Vi arbejder også stadig med det såkaldte ’forståelsespapir’, som fastlægger ejerskab, arbejdsprocedurer og -kompetencer mv. mellem DLM og kirken her. Det kan godt være svært at få mange forskellige forventninger til at gå op i en højere enhed, men mon ikke vi lykkes med at få et papir skruet sammen, som såvel stiftets som vores egen generalsekretær kan skrive under dagen før indvielsen. Det arbejder og beder vi om. I udgangspunktet er det et retrætecenter for kirkens medarbejdere, hvor vi vil fokusere meget på især præster og evangelisters ægteskaber, men allerede i navnet ligger der jo en vision om, at det gerne skulle blive til noget andet også: et center, hvor kirken her kan uddanne missionærer, der skal arbejde glokalt (altså både lokalt og globalt; dvs. både indenfor og udenfor Tanzanias grænser).

Men der går også meget tid med det arbejdede, der bankede på min dør, da Rasmus og familien sidst i marts afsluttede deres opgaver her i Tanzania, og Rasmus’ efterfølger Jacob Frost først lander her om en månedstid og så skal bruge tid på sprog mv., inden han kan gå ind i opgaverne.

Vi fik mulighed for en uges ferie ved det Indiske Ocean i juni måned

I går stod der fx MUWA (samlebetegnelse for arbejdet blandt kvægnomader) på det meste af dagen. Efter morgenandagten på værkstedet sammen med byggefolkene, havde jeg dog en snak med vores compoundleder Danford Kipapi, hvor vi bl.a. drøftede, hvordan vi skal administrere økonomien på en efterhånden stor compound med værksteder, gæstehus, MUWA-afdeling og retrætecenter mm. Vi var enige om, at der er godt brug for en kasserer. Efterfølgende skrev jeg en mail til Hillerød om det, og så må vi se, hvordan vi i samarbejde finder frem til at få økonomien styret på en god måde. Derefter var der udbetaling af lån og feriepenge til nogle af de evangelister, jeg har ’i mit brød’. Og med sådan noget følger der jo altid noget skrivebordsarbejde. 

Lidt over 12 kørte jeg mod Ilambilole Bibelskole tre kvarter herfra. Der mødtes jeg med lederen og hans to lærere. Først en del uformel snak, der startede på kontoret, men fortsatte over majsgrøden (ugali) og kålene, idet jeg blev inviteret på middagsmad. Fordi vi snart skal have ægteskabsretræte, kom det til at handle om forholdet mellem lokal kultur og bibelens lære, især når det drejer sig om bryllup, samliv og begravelse.

Uglen, som her er fotograferet i vores have en aften, hvor solen er gået ned, er i dansk tradition en tegn på visdom – her tænkes uglen ofte som en budbringer, der varsler ondt

Hos masaierne tilhører konen sin mands familie (og ordet tilhører skal tages meget bogstaveligt); selv hvis hendes mand dør. Flerkoneri er normalt, men det er heller ikke usædvanlig, at en kvinde ‘har’ flere mænd. Går manden en dag hjemmefra til andre kvinder, er det det samme som at lade døren stå åben, så andre mænd kan ligge i med hans kone(r). Først hvis der kommer børn ud af det, bliver der palaver. Børnene regnes for den mands, som er gift med konen, men selvfølgelig er der en masse mellemregninger. Ingen spørger til, hvad konerne synes om den ting. Utamaduni, altså kulturen bestemmer helt suverænt her. Det handler bl.a. om at stå sig godt med de afdøde forfædre, som disse kultur-ytringer stammer fra. Bryder man med dem, straffer de. Kristne kvinder har det meget svært her, når de ønsker at bryde med disse forhold. Medmindre deres mænd er kristne – og kristne, som er afklarede i deres liv og tro – er kulturen ofte ’tungere’ end den bibelske vejledning

Også ved begravelser er der utamaduni-ting, som pårørende vil lave ved graven, når selve den kristne begravelse er forbi. Kun de meget overbeviste kan stå det imod – og det er nemmest at gøre det, hvis man har et stort forbillede; fx den gamle pastor Ngekee’s begravelse. Ngekee var en af de helst store ledende masaier tilbage i 80’erne, som blev en afgjort kristen leder og forkynder for sine frænder. Rigtig mange er, har Ndelwa engang sagt til mig, kristne om dagen, men fx Wamasai eller Wahehe om natten.

Efter ugalien havde vi en fin drøftelse om mange forskellige ting i relation til bibelskolen. Vi talte også en del om Søren Skovgaard Sørensens besøg sidst på måneden. Han har nemlig bedt om at komme ud og se bibelskolen. Jeg bad dem være meget ærlige overfor ham; han kan godt tåle det. Vise ham alt det gode og fantastiske – men også vise ham det, som er nedslidt eller problematisk

Da jeg nævnte det, kom vi til at tale om det med at være ærlige overfor hinanden – også i sådan en relation mellem lokale og missionærer eller andre fra Danmark. Igen måtte jeg høre om vi meget utålmodige missionærer, som fx vil gøre alt selv i stedet for at overlade det til de lokale. Mange missionærer har gjort os meget uselvstændige, sagde de til mig, de har gjort os til tiggere ved de hvides bord. Det er i sådanne situationer, jeg har mest lyst til at krybe i et musehul både på egne og kollegers vegne …

Men alligevel havde vi et godt møde, som sluttede – som det begyndte – med at det hele blev lagt over i Guds hånd, og Han blev takket for alle sine gode gaver til os; både frelsen og mange timelige goder.

Et glimt fra mit møde med kvægnomadekvinderne

Vi var lige ved at glemme mit egentlige formål med turen; nemlig at jeg kunne hilse på eleverne på det årlige seksugers kvindekursus, som de i morgen afslutter for i år. Seksten kvinder fra forskellige kvægnomadestammer, mange hustruer til evangelister, som før har gået på skolen. Jeg fik lov at sige lidt til dem, samtale lidt med dem ud fra Guds ord. En super måde at slutte besøget på, som dog sluttede helt ved, at jeg var med ud og se, hvor én af lærerne er ved at bygge hus til sig og sin familie. Jeg bliver så glad, når en masailærer og -præst har besluttet at slå sig ned i Ilambilole. Det er hundedyrt at bygge hus; en investering for livet. Han bygger i Ilambilole i stedet for at gøre det, hvor han kommer fra, som rigtig mange andre gør. Det betyder, at de mere og mindre har bundet sig til Ilambilole resten af deres liv.

I et missionærliv er der gode og knap så gode dage. Herren er dog den samme igennem dem alle. Og der er rigeligt meget arbejde at gøre. Ligesom sidst vil jeg derfor også her slutte med at sige: Bed nye missionærer frem, bed om folk med tålmodighed, om folk, som er villige til at lide nederlag – og som vil prædike et helt frit evangelium ind i en kontekst, hvor mange andre ting synes at have langt større vægt end Guds ord!

Til allersidst: Om lige godt en måned regner Ritha og jeg med at sætte os på KLM-flyet, for at holde en 5-6 ugers ferie og orlov i Danmark. Vi glæder os, men er nok også en smule overvældet over alt det, der ligger parat til os her inden da. Det lyder også som om tredje bølge er på vej her i landet. Oven i alt det andet er dét også et bedeemne – at vi må slippe for at blive ramt af bølgen…

Forunderligt morgenlys ved det Indiske Ocean
Kategorier: Uncategorized