STOR AKTIVITET OG STOR STILHED
Overskriften handler dels om den sidste månedstid og dels om de sidste få dage. På sæt og vis har måneden været helt almindelig med mange og forskelligartede opgaver, som vi kender det. Men den har også været helt ualmindelig, fordi det har været optakten til indvielsen af det nye retræte- og missionscenter i Iringa lørdag d. 31. juli. Den store stilhed handler om tiden efter; og ikke mindst om tiden lige nu, hvor vi sidder i karantæne i Tilst og venter på at få svar på den PCR-test, der kan foretages på fjerdedagen efter ankomst til Danmark…
MUWA-arbejdet
Jeg er som før fortalt pt. afløser som missionær i MUWA-arbejdet; evangelisationsarbejdet blandt kvægnomader inkl. Ilambilole bibelskole. Men sådan et arbejde handler ikke kun om evangelisation og om at skaffe elever til bibelskolen. En dag døde moderen til én af bibelskolelærerne. Egentlig burde jeg ifølge alle skrevne og uskrevne regler tage med til begravelsen, men det gjorde jeg klart, at det ville jeg ikke – det er, som om alle C-19 forholdsregler forsvinder, når der er begravelser. Man skal udtrykke sin sorg, man samles mange mennesker uden afstand, alle tanker bliver ligesom sat på standby sådan en dag. Men jeg kom alligevel til at bruge lang tid på at skaffe transport samt ordne en del andet i den forbindelse.

Men ellers fortsætter evangelisationsturene. Denne gang bl.a. med en præst og en sangevangelist fra Haydom i Nordtanzania (hvor bl.a. Ester Madsen var jordemoder-missionær for mange år siden!) som medhjælpere. De er ikke Masaier, men Barabaig. Denne nomadestamme er der også mange af hernede. Igen slår det mig, hvordan vi med dette arbejde virkelig driver mission blandt unåede, som jo er én af LM’s indsatsområder. Ikke fordi de bor i Langtbortistan (mange af dem bor måske kun en 30-40 km væk), men fordi de aldrig er nået med evangeliet. Endnu er det mest kvinder og børn; men det er da fremskridt, at mændene tillader deres koner at tage med. Om 10 år kommer mændene så måske også med … … Og ved at sidde og tale med én af dem, der var med, slår det mig igen, at de lever i en verden, jeg næsten INTET ved om. Det er ikke bare deres tøj og mad, der er anderledes. Hele deres verdensbillede, hvordan de opfatter tilværelsen, forholdet mellem kønnene, hvornår man regnes for noget osv. Åh, hvor de trænger evangeliet!
C-19 begynder for øvrigt også at præge evangelisationsarbejdet, da tredje bølge nu er kraftig på vej i Tanzania. Min sidste beslutning, inden jeg rejste, var, at de gerne må aflyse ture, når evangelisterne (eller dem, de skal besøge) bliver nervøse for samværet; noget som flere af dem er begyndt at give udtryk for.
Det nye center i Iringa
Peter Bech og hans folk har knoklet for at blive færdig med ny- og ombygningerne, og vi må bare sige, at det nu fremstår med et rigtig flot og funktionelt resultat.

Jeg har stort set intet haft med byggeriet at gøre, men har så arbejdet des mere med det forventningsafstemningspapir, som blev færdigbehandlet og underskrevet på et møde sammen aften mellem repræsentanter fra DLM, Iringa stift og ELCT, den Lutherske Kirke i Tanzania.

et møde hos biskop Gaville, Iringa dagen før indvielsesfesten
I papiret fastlægges både ejerforholdet, samarbejdet og de fremtidige forventningerne til centeret. DLM ejer indtil videre bygningerne og har ansvaret for vedligehold mv., men selve kursusvirksomheden er et samarbejde mellem DLM, stiftet i Iringa og Den lutherske Kirke på landsplan. Sidstnævnte er afhængig af en godkendelse på kirkens kommende generalforsamling, men det beder vi om, må ske. Centeret har en lokal leder, pastor Oswald Ndelwa, som flere gange har været LM’s gæst i Danmark, mens jeg skal være studieleder. Der ligger stadigt et stort opbygningsarbejde foran, men der er sat nogle vigtige og rigtige spor med det papir, der blev underskrevet den lørdag aften.
Indvielsen
Selve indvielsen tidligere samme lørdag er beskrevet andre steder. Det var festligt og højtideligt. Coronareglerne blev overholdt – det meste af tiden i hvert fald. ELCT’s ledende biskop dr. Fredrick Shoo var med, det samme var mange ledere fra Iringa stift, et kor, lokale præster, medarbejdere mv. samt bl.a. den lokale partiledelse, som også talte repræsentanter for de muslimer, som på et tidspunkt gerne ville have købt bygningerne.

De officielle talere understregede samarbejdet omkring og ikke mindst visionerne for centeret. Selvom de første retræter, som var planlagt til at begynde dagen efter indvielsen med vicebiskopperne fra Sydtanzania og deres ægtefæller som deltagere, blev aflyst pga. den tredje bølge, så glæder vi os til at komme i gang. Behovet for retræter med ægteskabsundervisning og evangelisk forkyndelse er enormt; det er alle enige om. Men også, at centeret gerne på sigt må udvikle sig til et sted, hvor der uddannes folk, der skal krydse grænser for at forkynde evangeliet. Det kan både være nationale og etniske grænser. Begge dele ligger i centerets navn, der på engelsk lyder ”Lutheran Retreat- and Mission Center”.
En vigtig gæst fra Danmark ved indvielsen var DLM’s generalsekretær Søren Skovgaard Sørensen, der sammen med sin fru Miriam gæstede landet en lang, meget intensiv uge, der sluttede med indvielsesfesten og underskrivelsen af forventningsafstemningspapiret.
Inden vi kom så langt, havde jeg fornøjelsen af at have Søren og Miriam med en tur ude på Ilambilole bibelskole for kvægnomader. De blev vist rundt at skolens leder og lærere, havde gode samtaler med dem og sluttede af med mad og gaver. Det var en stor opmuntring for skolen, at LM’s leder ville se dem, tale med dem og lade sig udfordre af dem. Mit indtryk var også, at Søren på sådan en tur fik dette vigtige missionsarbejde ind under huden på en helt anden måde, and vi som danske medarbejdere kan formidle. Det er godt når brødre mødes og taler sammen!

I det hele taget var det super at have besøg hjemmefra. Søren (og Miriam) havde samtaler med vel alle danske missionærer, mens de var her – til gensidig opmuntring og glæde.
Her til slut…
Så er stilheden indtruffet. Stilheden og trætheden. Trætheden, som nok er større, end vi har mærket den sidste måned. To, tre dage efter indvielsen rejste de sidste gæster. Og vores feriehjemrejse blev fremskyndet, dels fordi de første retrætekurser er udsat pga. C-19; dels fordi vi gerne ville hjem, inden udenrigsministeriet evt. finder på at male Tanzania rødt. Opbruddet og hjemrejsen gik godt. Jeg fik lavet aftaler om de kommende 1½ måned, fik overdraget ting, penge, aftaler osv. Så pludselig er vi i Tilst.
Selvfølgelig er der også i disse uger sket ting, som man ikke nævner på sådan en blog. Der er både store glæder og store, tunge knaster i livet som missionær. Sidstnævnte kan man oftest slet ikke skrive om. Men de er også med i formningen af os og med i trætheden. Herren kender dog dem alle, og derfor tror vi også, at de på en eller anden måde er med i de bønner, I beder for os og arbejdet, også selvom I ikke ved, hvad det er.
Sluttelig: I forgårs blev Jacob Frost indviet som ny MUWA-missionær i Århus, og han rejser på slutningen af denne uge til Tanzania, hvor han skal starte med nogle måneders sprogskole. Vi glæder os meget til samarbejdet! Men indtil videre skal vi være i Danmark i 6 uger – ferie, orlov og til slut måske også lidt arbejde. Vi har fået lovning på den anden C-19 vaccine to dage før, vi den 17. september igen efter planen rejser til Tanzania; den sidste dag, vi må rejse, hvis vi skal holde os inden for de skatteregler, der gælder for sådan nogen som os. Til den tid regner vi med at lade høre fra os igen.
