Sidst, jeg skrev, var vi på vej ind i regntiden. Det med regnen blev en sølle omgang i år. Det har regnet i Iringa, men fx ude ved Ilambilole bibelskole ca. 35 km væk, har det længe været knastørt, og den vigtigste afgrøde, majsen, har næsten ingen udbytte givet. Dermed forsvandt både den vigtigste indtægtskilde for mange sammen med meget mad til den næste årstid. Sådan er årene så forskellige.

At leve med den ‘ukendte’ sygdom

Selvfølgelig præger det hverdagen og har præget den i lang tid. Vi har jo fået en ny præsident, da den forrige døde pludselig midt i marts måned. Den nye præsident, den første kvinde på posten, har vist en større åbenhed overfor at tale om corona, men vi lever stadig i et land helt uden restriktioner og vaccinationer. En del af vore danske kolleger har haft den – heldigvis i en relativ mild grad. Grundet alder mv. har vi dog været meget forsigtige og er indtil videre sluppet. Men det har også betydet en stor grad af forsigtighed i forhold til at være sammen med folk udenfor den relativt snævre kreds, som jeg mest arbejder sammen med. Markedet har vi holdt os helt fra, og handel er indskrænket til et absolut minimum. En del gik med mundbind lige omkring præsidentens død, men det forsvandt hurtig igen. På regeringshospitalet i Iringa er fem læger + nogle sygeplejersker døde af den.

Arbejdet blandt kvægnomader (en ny titel)

Sidst i marts rejste Stine og Rasmus Roager og deres børn til Danmark – og efterlod et stort hul både kollega- og arbejdsmæssigt. Jeg er blevet konstitueret som MUWA-missionær indtil den nyansatte mand på posten, Jacob Frost, kan overtage engang i løbet af efteråret. Det betyder, at jeg pludselig står med missionæransvaret for MUWA-arbejdet, altså arbejdet blandt kvægnomader. Arbejdet har to ben, bibelskolen for kvægnomader i Ilambilole, hvor jeg hele tiden har undervist og evangelisationsarbejdet, som primært består af evangelisationsteams, der tager på kortere og længere ture ud fra Iringa. Pastor Kurupashi er lokal leder af arbejdet, men traditionelt har missionæren været meget involveret i planlægning og økonomi, så pludselig har jeg stået med mange beslutninger mv. af økonomisk, logistisk og strukturel karakter. Evangelisationsture tager jeg ikke med på, men er alligevel ret meget involveret. Det har også kastet mange samtaler af sig både med stift, bibelskole og evangelister. Det er superspændende og har åbnet en ny verden. Jeg har slet ikke manglet beskæftigelse, selvom coronaen har sat begrænsninger.

Ilambilole Bibelskole (undervisning og afslutning)

Her har coronaen fået konkret indflydelse. På et tidspunkt i foråret var der så meget hosten og sprutten i klasseværelset, at jeg simpelthen blev hjemme. Selv med maske var jeg ikke tryg ved at være der mere. Det betød, at jeg ikke nåede igennem hele Romerbrevet – det sidste har de så kun fået mine notater til. De lokale lederne har respekteret mine valg, selvom jeg ikke synes, at de på bibelskolen tog noget som helst hensyn til situationen. Den 6. maj var der afslutning på det toårige evangelist-kursus. En rigtig fin afslutning; ikke mindst fordi stiftets biskop Gaville var Mgeni Rasmi, den officielle gæst, som bå­de præ­dikede og holdt en lang og god tale for evangelisterne, hvor han stærkt lagde dem på sinde, at de nu skal ud og tjene og dermed også prædike det uforskyldte evangelium. Han har en stærk Kristus-forkyndel­se; men står desværre ret alene med dét. Der er planlagt opstart af et nyt hold til august, og her i sommerferien skal der vanen tro være et seks ugers kursus for kvinder fra nomade-stammerne. Udover økonomien har jeg ikke noget med det kursus at gøre – men jeg glæder mig til at høre rapporter fra det.

Iringa Centeret

Peter Bech bygger videre på det nye center ved den gamle ’danske skole’. Han har mange folk i arbejde, og det går fint. Vi var med på LM’s landsmøde med et lille indslag. I skrivende stund er Peter så langt, at han godt tør sige, at det bliver færdigt til indvielsen den sidste lørdag i juli.

”Iringa retræte- og missionscenter” er jo et nyt arbejdstiltag i samarbejde mellem DLM og den lokale kirke her. Jeg har brugt mange timer på et såkaldt forventningsafstemningspapir (MoU, Memorandum of Understanding, som det hedder på engelsk), som skal beskrive og regulere samarbejdet mellem DLM og kirken i det. Vi har som DLM afleveret et papir til stiftet, som de lige nu tygger på – og som skal danne baggrund for forhandlinger parterne imellem. Faktisk er jeg også blevet bedt om at komme med et udspil til et MoU om samarbejdet mellem DLM og MUWA. Det samarbejde er omkring 25 år gammel, men forskellige forhold har gjort, at alle parter gerne vil have det mere formaliseret.

Retræte, undervisning og familiebesøg i Nordtanzania

Lige nu opholder Ritha og jeg os to uger på Kiabakari Bibelskole oppe ved Victoriasøen små to dages kørsel fra Iringa. I den første uge blev der afholdt en ægteskabsretræte for 13 præstefamilier med Ruth Bach-Svendsen og undertegnede som hovedlærere og i denne uge gennemgår jeg Galaterbrevet på bibelskolen.

Endnu engang blev vi bekræftet i, at der er et kæmpe behov for disse retræter, hvor der både er grundlæggende evangelisk bibelgennemgang samt en masse meget konkret ægteskabsundervisning. Vi bor hos Signe og Brian Bjørn Nielsen, så når jeg arbejder, har Ritha stor fornøjelse af børnebørnene.

Når vi kigger fremad

Mungu akipenda, om Gud vil, som man siger her, så regner vi med i august-september at skulle en tur til Danmark en 4-5 uger. Ferie, orlov eller hvad vi nu skal kalde det. 1. september udløber vores toårs kontrakt med LM, men det er aftalt, at vi bliver ved lidt længere. I vores alder må vi se, hvor længe kald og helbred holder …

Tanker, der fylder

Til jer, der er med endnu på denne alt for lange skrivelse, vil jeg gerne dele lidt tanker om, hvad der fylder meget hos os. Den meget store åbenhed på retræterne slår os. I en kultur, hvor mændene traditionelt både positivt og negativt sidder på magten i ægteskabet, får kvinderne her et frirum, hvor de kan sige både til os som lærere – og til deres mænd – hvad de savner og hvad de tynges af i ægteskabet. De fleste var over sølvbryllupsalderen, og flere er fx bange for at blive forladt af deres mænd til fordel for en yngre model, når deres menstruation ophører. Hvor var det godt at høre fra nogle par, at (sam)livet ikke slutter sammen med det. Det gav håb. Mange andre redskaber var vi også forbi.

Forholdet mellem den bibelske vejledning og traditionel skik og brug fylder meget – også i ægteskabet. Mange trænger til at få et helt nyt (bibelsk) verdensbillede. Det samme gælder også, når man forkynder evangeliet ind i en meget lovisk præget kultur. Men der lyttes, og der tages imod. I undervisningen på bibelskolen i denne uge er der så mange spørgsmål, at jeg ikke når gennem hele pensum.

En sidste tanke: Hvordan agerer man som hvid, rig og højtuddannet missionær i en selvstændig kirke? Det er umulig og utroværdigt at forklare, at vi derhjemme højst tilhører middelklassen. Og der er nemt ud af god vilje – eller måske dovenskab – at komme til at tage beslutninger, som vi ikke skulle tage. Det med at gøre sig selv overflødig er nemt at sige, men meget svært at udføre. At nå til den erkendel­se, at man på lange stræk ikke forstår den lokale kultur og dermed de lokale kristne, er næsten umulig. Det er godt, at det er Gud, der kalder. Og han har givet os et budskab. Bed nye missionærer frem, som er villige til at lide nederlag – og som vil prædike et helt frit evangelium ind i en kontekst, hvor erkendelsen af en fremherskende loviskhed har meget trange kår. Bed, bed – og spørg dig selv, om det er dig, Han kalder … …