Det er nu gået 10 uger, siden jeg skrev sidst lillejuleaftensdag 2020. Tak for alle de hilsener, vi fik fra nær og fjern i forbindelse med jul og nytår; vi glæder os over dem alle! De mange uger er gået, dels fordi jeg først ikke rigtig vidste, hvad jeg skulle skrive, dels fordi der senere blev alt for meget at skrive om. Men her kommer lidt glimt.

Vi er nu så småt gået ind i regntiden. Heldigvis har regnen endnu stort set ikke resulteret i strømafbrydelser, som det eller af og til sker, når det regner. Og solen kan stadig – om end ikke hver dag – give os gode solnedgange, når vi spiser aftensmad på terrassen.

Missionærindvielse

For nogle uger siden blev vores nye TZ-kollega, Charlotte Bech, indviet til missionærtjeneste i Tanzania. Vi danskere her i Iringa var samlet hos Charlottes forældre for at ’være med’. Charlottes far Peter Bech står jo for det igangværende byggeri, som skal bruges til det undervisnings- og retrætecenter, som LM i fællesskab med kirken her er ved at opbygge på den gamle ”danske skole”. På billedet lyttes der intensivt til Charlotte, som fra Kirken ved Søerne i Silkeborg, hvor indvielsen fandt sted, fortalte om sine fremtidige opgaver. Hun er på plads i Dar es Salaam nu, vi har dog ikke mødt hende endnu.

Sygdom

Biskoppen over Iringa stift, Blastone Gaville, er en mand med et enormt arbejdspres. Om det er derfor, ved jeg ikke, men en dag i december blev han pludselig meget syg og blev i hast bragt til Dar es Salaam, hvorfra han senere blev sendt til et hospital i Indien og opereret for en svulst i hovedet og også for noget med hjertet. Han er nu tilbage i Iringa, hvor vi håber, at han ’får tid til’ at få en god restituerings-periode. For stiftet er det dels meget svært pludselig at undvære lederen, dels er det en meget stor udgift at skulle bekoste både rejser for ham og hans kone samt indlæggelser og operationer. Det kan gøre et voldsomt indhug i et årsbudget. Vi håber og beder om, at han kommer godt over det.

Undervisning

På Ilambilole bibelskole for nomader fortsætter jeg med gennemgangen af Romerbrevet her i deres toårige kursus’ sidste semester. Det er både fantastisk og frustrerende at undervise. Indholdet i skriftet er dybt, men det er også tydeligt, at mange har virkelig svært ved at følge med. Vi har på det sidste været igennem kapitel 7 om det med at være en synder i sig selv og så samtidig at være fuldstændig retfærdig og hellig i Jesus. Det er virkelig rart, når de stiller spørgsmål og er med i en dialog. De, der gør det, får sandsynligvis mest ud af undervisningen. Og deres kommentarer er meget opmuntrende for læreren. Ting rodfæster sig!

Samtidig påvirker det mig at undervise i et lille lokale uden afspritning og med flere meget hostende eleverne. Jeg bruger mundbind, men det skaber på sin vis også afstand til dem. Vi beder Gud om visdom og beskyttelse, men ved også, at hvis eleverne – eller vi – bliver syge, så er der realistisk set ingen hospitalsbehandling for nogen af os. Gud har været god mod os til i dag!

Kirkegang og fællesskab – og forhindringerne …

I nabokirken til den danske compound her bruges der store højtalere både til gudstjenester, bedemøder og seminarer mv. Det er så højt, at vi faktisk i en lang periode ikke er kommet der, hørelsen kan jo ikke genskabes. I stedet har vi sluttet til i den lille Itamba menighed 7 km herfra, hvor vi har været glæde for at komme. Ulempen der er, at man sidder meget tæt i et lille rum, der synges højt og meget, og vi må indrømme, at under de nuværende omstændigheder er vi ikke trygge ved det. Så i en periode har vi danske været samlet om søndagen til Norea-gudstjenester her i vores stue i stedet. Men en del af mit arbejde er jo også at prædike i lokale kirker om søndagen…

Derfor har det også været en stor glæde, at de nu fra nabokirken har rakt hånden ud til os og udtrykt, at de meget gerne vil arbejde på, at der bliver mulighed for at vi kan komme tilbage dertil. De kender godt vore tanker. Jeg har sagt ja til at prædike nogle gange – og håber så også, at det praktisk kan blive muligt.

Men lige nu er Ritha og jeg for anden gang i karantæne, fordi vi – og i sidste omgang – jeg i mit arbejde har været meget tæt på en person (kørt i bil sammen med vedkommende et par timer), som så kort efter udviklede meget klare symptomer på den verdensomspændende pandemi, som mange lider under. Det betyder også, at jeg pt. ikke underviser på Ilambilole bibelskole – og samtidig er inde i overvejelser om, hvordan jeg under de nuværende omstændigheder kan fortsætte med det.

Mærkeligt med denne konflikt mellem kaldet til at prædike og undervise og så overvejelserne om, hvordan man praktisk skal gøre det. Bl.a. den lutherske kirkes biskopper har udsendt et hyrdebrev, hvor de opfordrer meget til, at vi udviser rettidig omhu i forhold til den nuværende pandemi.  Som den ledende biskop Shoo skriver: ”Det er vort ansvar at tage forholdsregler; det er ikke imod troen, og det er ikke synd eller en strafbar handling. Ikke at tage forholdsregler er lig med at sætte Gud på prøve”. Biskoppen henviser til Luk 4,9-12 og opfordrer alle til ikke at falde i den dårlige fristelse at prøve Gud her ved ikke at tage situationen alvorlig.

Fritiden

Det er rart at kunne komme lidt i haven, hvor der da også dukker fine blomster op en gang imellem. Det er også lykkedes os at etablere en hønsegård. Så ved vi da, hvor gamle æggene er…

Grundstensnedlæggelse

Den 20. februar var der grundstensnedlæggelse for byggeriet, som Peter Bech står for og som skal rumme det missions- og retrætecenter, som DLM og kirken her i fællesskab er ved at opbygge. Dar es Salaams biskop Malasusa stod for det i vores egen biskops fravær, og DLM’s teamleader Jens Erik Agerbo medvirkede også. Ca. 100 mennesker var mødt frem til en fin markering af, at et samarbejde mellem DLM og den lutherske kirke her tager form – også i form af at både biskoppens og teamleders navn står på stenen. Håbet er, at centeret står klar til indvielse i slutningen af sommerferien.

Goddag og farvel

Missionærlivet har altid bestået af en endeløs række af goddag og farveller. Sådan var det i det forrige årtusinde, da vi også var her, og sådan er det nu. Vi har lige fundet ud af, at vores gode venner og kolleger her i Iringa, Stine og Rasmus Roager, slutter tjenesten i Tanzania nu efter fem spændende år, hvor de har arbejdet meget med MUWA (mission blandt kvægnomader), på Ilambilole bibelskole og på stiftets hospital i Ilula ca. 50 km herfra. De rejser sidst på måneden – og efterlader et stort hul. Hvordan hullet skal udfyldes, har jeg ikke hørt endnu, men vi ser rigtig gode perspektiver i det arbejde, som Stine og Rasmus har stået i. Men mon ikke der bliver mulighed for endnu i nogle år at række kirken og kvægnomaderne en hjælpende hånd her. Det beder vi om.

Takke og bedeemner

Til jer, som har fulgt med i indlægget helt hertil, så har emnerne jo ligget som perler på snor. Men tak også for, at der både på bibelskolen og i menighederne er folk, der hungrer efter evangeliet, og som er optaget af at følge Jesus. Bed om åndelig føde for dem, bed om kræfter og visdom for os til at gøre fyldest i den tjeneste, der er lagt hen til os – og nævn gerne nogle af de ting, jeg/vi har været indenom her. Tak.