Frem og tilbage – Danmark og Tanzania 2020
Mens Danmark vånder sig under Coronaen, forberede vi jul her i Iringa sammen med to gæster hjemmefra – jul i et land, hvor der officielt ingen corona er, selvom rygterne går lidt anderledes. Stift og bibelskole er gået på juleferie, så der er tid til at plante lidt roser i haven og til lidt eftertanke i forhold til året, der blev anderledes, end vi forventede.

Vi rejste til Tanzania i januar. Udover at falde til i Iringa, indrette hus mv., så var opgaven for mig (Flemming) at undervise på Ilambilole bibelskole for kvægnomader, holde ægteskabsseminarer og i det hele taget networke i forhold til LM’s nye satsning om – sammen med kirken her – at påbegynde kursusvirksomhed på den gamle danske skolecompound. ”Mennesker spår, men Gud rå’r” (råder). Allerede sidst i marts var vi “uplanlagt” på vej til Danmark, først to uger i karantæne, så en periode i lejet sommerhus, så i eget hus. Noget LM-ansættelse, noget efterløn. Midt i september satte vi så igen foden på Tanzanias røde jord.
For 6-7 uger siden, da jeg skrev sidst, var vi så småt ved at forberede en længe planlagt tur til Danmark samtidig med, at jeg skulle være færdig med min undervisning i Esajas i Ilambilole. Det lykkedes.
Selvom vi var i Danmark i fire uger, så vi næsten ingen af jer – bl.a. takket være den igangværende pandemi. Først havde vi ikke lyst til at blive smittet, inden vi skulle til vores yngste søns bryllup d. 28., og derefter skulle vi også gerne helskindet igennem de sidste 14 dage for at kunne komme tilbage hertil uden sygdom. Men vi havde et fint bryllup med 50 i kirken og 20 til festen. De unge mennesker blev gift, og det var det vigtigste 😊. Og vi fik gjort vort hus i Ølgod klar til udlejning, så nu er vi tilbage i Iringa sammen med to gæster, som skal være her julen over.

Det blev altså et år med megen omskiftning – faktisk for meget for folk i vores alder, men det bestemmer man jo ikke altid selv. Ingen tvivl om, at vi virkelig længes efter en stabil og relativ forudsigelig hverdag (så meget som den nu kan være i Tanzania) med hverdagsliv og arbejde.
Når man har gæster fra Danmark, står nogle ting skarpere, fordi man hele tiden hører kommentarerne fra dem, der ikke har vænnet sig til livet her. Selvom man kan få mange ting her, så er der ting, som ikke er her. Potaske til brunkagerne går man altså bare ikke lige ned og køber. Og når strømmen er væk, ja, så er der mange selvfølgelige ting, der ikke fungerer. Vi håber, det kun bliver kortere afbrydelser, for nødgeneratoren er ’sat i garage’ lige nu pga. det store byggeri på compounden, og køleskabet holder sig altså ikke koldt i mange timer her.
Og larmen nede fra den lutherske kirke 100 meter herfra lyder endnu højere, når gæsterne kommenterer. Der var et seminar dernede i sidste uge, og der blev daglig varmet op med megen ’lovsang’. Jeg tror, de opfatter det som det, men lydniveauet er MEGET højt. En stor ny kirke med kæmpestore højtalere, så lyden suser rundt i rummet, og man faktisk i praksis ikke kan høre, hvad der prædikes – vi har målt op til 137 dB ved en gudstjeneste. Det handler efter sigende bl.a. om at ’rumme de unge’, men omkostningerne er, for os at se, store. Dels er der ingen tvivl om, at rigtig mange får varige høreskader, dels nedsætter det udbyttet ganske betragteligt, fordi det er meget vanskeligt at høre, hvad der prædikes, når der er skruet så meget op.

Men det er ydre ting. På sin vis kulturelle ting. De underliggende præstationstanker er meget værre. Og den – for almindelige – lovisk-prægede forkyndelse, der sætter folk i gang med at forbedre deres liv, i stedet for at give dem Jesus og syndernes forladelse som den usvigelige grundvold i deres liv og arbejde. Bed om, kære læsere af denne blog, at både lokale forkyndere og vi som missionærer må forkynde det frie evangelium i ord og gerning. At vi selv må leve i og af det – og formidle det sandt på trods af alle kultur og sprogbarrierer. Og det er som om disse barrierer føles større, jo længere tid, man er her.
Det var skønt at komme tilbage på stiftskontoret og blive budt hjertelig velkommen af kirkens ledelse. Skønt at mærke at vi står skulder ved skulder i tjenesten. At vi trækker på samme hammel. Jeg glæder mig også til at komme i gang igen med at undervise og prædike. Det har også været skønt at komme tilbage i vort hus, blive budt velkommen af folkene her på grunden, af vores missionærkolleger osv. For selvom vi er trætte, selvom året har været turbulent, så er det alligevel for nærværende hér, vi skal være. Hvor længe skal vi være her? Vi ved det ikke. Arbejde er der nok af, og hvis kirken bliver ved med at kalde (og vi oplever ikke andet), så er LM klar til, at vi fortsætter udover den nuværende kontrakt, der udløber til september 2021. Helbred og kald er for os at se to vigtige faktorer.
Menneskeligt set kan vi ikke altid gennemskue tingene, men Ef 2:10 taler om gode, af Gud forud tilrettelagte, gerninger at vandre i. Der vil vi gerne være … …

Tak for i år; håber at vi kan følges ad også i 2021!