Stempler og loviskhed
Sidst, jeg skrev, var der præsident- og parlamentsvalg. Præsidenten blev genvalgt og er for længst indsat igen. Hverdagen er ikke helt tilbage til det normale, for internettet har kørt på nedsat hastighed i en periode, men det forlyder, at det snart normaliseres igen. Det nationale identitetskort, jeg skrev om sidst, er ikke på plads endnu. Jeg kom et stykke i processen, men så forsvandt et stempel på det lokale områdekontor. Det har taget noget tid at få lavet et nyt, men måske i morgen …
Lige i dette øjeblik begynder det at dryppe på taget. Vi er på slutningen af tørtiden, det bliver varmere og varmere nu, mens regnen nærmer sig; men det køler altid lidt, når den så falder. Efter et stor regnskyl (som vi dog ikke får i dag), kan det så blive endnu varmere, fordi luftfugtigheden stiger meget. Altid er lige nu meget tørt. Græsplænen er nærmest bare lysebrun jord. Regn giver grøde …

Hvorfor så lovisk?
Det er ikke altid, at undervisningstimerne går som planlagt; det tror jeg er en erfaring, de fleste lærere har gjort sig. Men det behøver ikke være noget skidt.
Sådan en time havde jeg i onsdags. Jeg havde besluttet at afslutte gennemgangen af Esajas 53 med spørgsmålet: Kwa nini Upatanisho ina nafasi ndogo sana katika mahubiri ya wengi? – altså hvorfor fylder forsoningen så lidt i så mange prædikener i kirken her? Med andre ord: hvorfor fylder Jesus sonende død på korset for os så lidt? Snakken tog resten af timen, og var faktisk vældig klargørende for mig – og forhåbentlig også lidt for dem. Jeg tog udgangspunkt i dette på tavlen med en skelnen mellem loven (sheria) og evangeliet (injili), hvor vi så har Jesus kors i midten samt ordet Upatanisho – altså forsoningen.

Svaret på spørgsmålet var eleverne meget enige om. De sagde: Når prædikanter ser på sig selv, så ser de et liv, som ikke holder mål med loven. Derfor kan de ikke forkynde det uforskyldte evangelium om forsoningen i Jesu blod, for så vil folk spørge dem, hvordan de kan forkynde sådan (altså om forsoningen), når de selv lever, som de gør. Altså når de som prædikanter ikke selv opfylder loven.
Jeg påpegede, at det betyder, at folk og prædikanter så lever lovisk i stedet for evangelisk; de var enige. Jeg har på det sidste talt en del om stengrunden i hjertet (jeg har nemlig lige læst Bo Giertz’ fremragende bog Stengrunden igen); synden, som vi prøver at fjerne, ligesom vi hvert år tømte marken for sten, da jeg var barn. De lader til at forstå billedet, altså det med at man godt kan smide åbenlyse synder (sten) ud, men grundsynden (stengrunden) kommer jo på et tidspunkt til syne; men de ved ikke, hvad de skal gøre i forhold til den loviske forkyndelse. Man tør nemlig ikke forkynde evangeliet uden at være ren selv!
Er denne enkle forklaring virkelig årsagen til den meget udbredte lov-forkyndelse mange steder. Man forkynder ikke evangeliet, fordi man ikke selv står mål med loven. Det er jo at få vendt det hele på hovedet; men hvor er det da godt, at eleverne siger det! For så er der baggrund for – igen – at prøve at undervise og prædike ”det uforskyldte” for dem. Let er det ikke, men hvem siger, at det skal være det. Som lærer er det både beskæmmende – og befriende – at erkende, at det kan jeg ikke få dem til at forstå. Jeg kan prøve at lægge røst til, men Helligånden må røre hjerterne … …
Og når han gør det, så kan der opstå liv og brand!

En pause
På torsdag kører vi til Dar es Salaam. Der er kun ca. 500 km derind, men vi skal regne med 10 timers kørsel. Dels pga. mange færdselsbetjente, som elsker at give os fartbøder, hvis vi kører for stærkt gennem de mange, mange landsbyer, dels fordi trafikken er ekstrem tæt de sidste 50-75 km ind mod DSM. På fredag formiddag er det den årlige MUS-samtale, så der er der jo mange ting, der skal vendes med teamlederen. Om aftenen tager vi en taxi ud til lufthavnen, og så er det ellers på med mundbindet igen. Lørdag formiddag satser vi på at blive modtaget i Billund af nogle af vores børn.
Vi glæder os til at skulle til bryllup i Corona-ramte Danmark