Ansøgninger, undervisning og forfædredyrkelse

Udgivet af Flemming Hansen

I dag er det valgdag i Tanzania til såvel lokale råd som parlament og præsident. Det betyder en national fridag, hvor man så kan få andre ting fra hånden end undervisning osv. Vi har selvfølgelig ikke stemmeret, men er alligevel spændt på udfaldet – og har sammen med kirken bedt til Herren om en fredelig afvikling både af valget og af offentliggørelsen af resultaterne.

Tre ting kunne jeg godt tænke mig at skrive lidt om i dag.

Ansøgninger

Vores teamlederpar i Dar es Salaam Hanne og Jens Erik Agerbo bruger lang tid på ansøgninger, offentlige kontorer osv. Lige nu handler det bl.a. om at få et par nyindkøbte biler ud af toldområdet i havnen samtidig med, at de bruger lang tid på fx arbejds- og opholdstilladelser til alle LM’s folk i landet. Der er meget papirarbejde og en hel del frustrationer med.

Min opholdstilladelse

Andre ansøgninger må vi som lokale missionærer selv tage os af – lige nu arbejder jeg på at søge om et nationalt identitetskort til Ritha og mig. Papirer skal udfyldes, kontorer skal besøges, advokat skal bruges til at verificere kopier, banken skal besøges for at betale – og det hele skal gøres præcis som de ønsker og med alle de rette bilag til. Her kan man ikke bare sidde hjemme på kontoret og ordne alt med NemID. Når det kort så forhåbentlig er i hus om et stykke tid, så kan det så bl.a. bruges til at søge om skattekort og til at få registreret vore telefonnumre…

Undervisning

At få lov at undervise er en stor fornøjelse og velsignelse – og til tider er det også virkelig træls og øv. Sidstnævnte er når man ikke fornemmer, at man som underviser har en ordentlig og reel kontakt med eleverne, hvor der virkelig bliver taget fra. Jeg underviser i dette semester på Ilambilole bibelskole for kvægnomader. Det intellektuelle og sproglige niveau og den åndelig modenhed er meget forskellig blandt eleverne. Nogle kan næsten ikke læse, andre har ret mange års skolegang. Nogle har i praksis levet med Herren længe, andre virker meget mere tøvende på troens vej. Og alle skulle gerne have noget med.

Normalt underviser jeg med PowerPoint, men tavlen bliver også flittigt brugt til illustrationer. Her handler det om lov og evangelium – ikke som teologiske termer; men som levet liv. Til højre ses lovens to tavler, i midten Jesu sonende død på korset.

Når jeg siger til eleverne, at deres kristelige liv og tjeneste ikke hjælper dem en dyt i deres frelsesspørgsmål, så krymper mange elever sig næsten. For hvordan skal vi så vinde Guds velbehag? At det er troen ale­ne, at det er Jesu korsdød alene – ja, det er en hård nød i en sammenhæng, hvor det ligge dybt i mennesker, at vi skal yde et eller andet. Åh, hvor er der en kamp her at få formidlet et klart, uforkortet og frit evangelium! Dybest set er deres situation ikke forskellig fra vores. Vi har bare haft det privilegium at vokse op i en sammenhæng, hvor mennesker viste os hen til det ’uforskyldte’ både med deres ord og liv. Det skal vi være dybt taknemmelige for.

At stå i disse timer er både en kamp og et privilegium. Og en stor lykke, at der også her er elever, som lever i og af evangeliet, og som er en stor hjælp i klassesamtalerne. Jeg lærer meget af det.

Forfædrene …

I den danske kultur er det vel stadig sådan, at mange har en vis respekt for dem, der gik forud. Mange glæder sig over deres (bedste)forældre og ærer mindet om dem. Sådan er kulturen også her, men så med det tvist, at der også er rigtig mange, der beder til og søger hjælp hos dem, der gik forud for os. Her i Tanzania har mange stammer fx en tradition med at bygge en cementklods ovenpå graven et år efter begravelsen. På den måde bevares graven for eftertiden uden at gro til.

Problemet kommer, når der til bygningen af gravstedet tilføjes ofre til den døde, som lægges ind i klodsen. Eller der afholdes en ceremoni i forbindelse med bygningen, hvor forfædrene påkaldes, eller når man i forbindelse med en omskærelse (mange stammer omskærer stadig drengene omkring konfirmationsalderen) skal ud og ’danse’ på forfædrenes grav. Alle disse ting er udtryk for tilbedelse af og bøn til forfædrene. En bøn, som man så kan få svar på via de traditionelle doktorer (=troldmænd).

Skilt der byder velkommen til en “traditionel” doktors tilbud

Her må de kristne tage afstand, men det er ofte svært, for dermed bryder de det livsvigtige familiesammenhold og -fællesskab. Og dermed afskærer de sig måske fra familiens hjælp næste gang, de får brug for hjælp til en hospitalsregning.

Problemet for vi missionærer kan tit være, at meget af dette forgår på tidspunkter, hvor vi ikke er til stede. Sådanne fester fortsætter tit langt ud på natten. Derfor ved vi reelt meget lidt om dette med forfædretilbedelsen, som for mange kristne stadig betyder alt meget. Flere gange sker der det, at kristne deltager, selvom de ved, at det er forkert. Så sker det, at de bagefter går til præsten og beder om syndsforladelse. Er det en go’ måde at komme om ved problemet på? Tja, vi skal som ’fremmede’ være forsigtige med de hurtige svar. Vi skal lytte meget og så i fællesskab med dem, der har problemet, prøve at finde ud af, hvordan bibelen vejleder her.

Til Danmark …

Sidst i november skal vores yngste giftes. Heldigvis er der i denne kultur stor forståelse for, at det skal man som forældre med til, så vi er ved at forberede en tur hjemover i den anledning. Den menighed, vi kommer i, er begyndt at tale om, at så skal de jo samle ind til en gave. Så måske ses vi her sidst på måneden, hvis ikke det hele i DK går op i corona-nedlukning. Heldigvis har Morten og Nina lovet os, at der bliver bryllup – også selvom vi måske kun må være 10 til festen…

Til børnefødselsdag hos vore gode kolleger Roagers

Kategorier: Uncategorized