Dette er et kombineret blogindlæg og julebrev 2022 fra vores hånd – det handler om et år, der har budt på ret store forandringer i vores liv. Det startede i Tanzania, men tidligt på sommeren skiftede vi til Ølgod i Vestjylland. Her bor vi nu, selvom jeg Flemming, der skriver det her, har været en tur i Tanzania i efteråret 2022 og snart skal afsted igen. Indlægget og brevet her er blevet lidt langt, da vi har oplevet meget og har meget på hjerte; vi håber, at mange af jer alligevel får jer tygget igennem det på et tidspunkt!

ÅRET KORT 2022

Måske har nogle af jer, der normalt følger med her på bloggen, undret jer over, at der har været tavshed i hele 2022. Det handler ikke om, at der ikke er sket noget, faktisk tværtimod. Men i perioder slår kræfterne ikke til, og der kan ske ting, som dræner for frimodighed, så der ikke bliver skrevet.

Nytåret og foråret boede vi i Tanzania. Familiemæssigt var vi først velsignet med besøg i julen og nytåret 2021/2 (bl.a. Riths søster) og dernæst i vinterferien, hvor både Mads og Morten med familier besøgte os. Det gav os lidt lejlighed til også at være turister. De ni sovende løver har jeg taget med min mobil. Billedet er smukt; men måske ikke et fuldgyldigt udtryk for, hvordan vi har oplevet året!

Andre besøg i foråret var Kaja Lauterbach fra LM’s blad Tro & Mission samt besøg af et landsstyremedlem. Begge gav mig chancen for at medvirke som tolk ved interviews. Fantastisk at sidde lige så stille og høre lokale kolleger (brødre og søstre) fortælle om deres liv og visioner for evangeliets udbredelse i deres eget område og land. Et efterskolebesøg før påske gav mig også en kraftig omgang Corona. Ikke fordi vi har døjet meget med det i årets løb, men varianten fra Sønderjylland kendte min krop åbenbart ikke. Men besøg meget værdsat! Arbejdsmæssigt var foråret mest præget af undervisning på masai-bibelskolen i Ilambilole samt ægteskabsretræter på det nye Iringacenter.

Sommeren og efterår i Danmark handlede meget om at komme til Danmark og arbejde på at finde på plads i nye omgivelser. Vi flyttede til Ølgod og skulle dermed finde en plads både i nyt hus og i nye kristne fællesskaber. Jeg var også på en fem ugers undervisningstur til Tanzania.

HØJDEPUNKTERNE 2022

Der var mange højdepunkter, som prægede og glædede os meget og som også nogle gan­ge kostede kræfter. Det følgende handler både om begivenheder og om tanker ud fra det, vi har oplevet.

Arbejdet i Tanzania. Foråret var intensivt; der var nok for meget arbejde, eller også var ambitionsniveauet måske for højt. Man kan godt komme til at glemme, at man er seniormissionær.

Ægteskabskurserne – retræterne som vi kalder dem i Tanzania – fyldte meget. Firedages intensive kurser for hhv. evangelist- og præsteægtepar. Morgenbibeltimer om friheden i Kristus og så ellers timer om mange forskellige aspekter i det kristne ægteskab, fx kærlighed, samtaler, tilgivelse, det fysiske samliv, fællesskab i tjenesten og livet. Intensivt, givende – og udmattende. Lærerne var både lokale og mis­sionærer. Kursisterne var utroligt åbne og tillidsfulde, hvilket også betød, at vi ikke talte teoretisk, men hele tiden ud fra deres livsnære input. I bibeltimerne gav deltagerne os indblik i en meget lovisk præget kristendom og i ægteskabstimerne i en kultur, som for manges vedkommende reelt er meget kvindeundertrykkende. Storset alle var uhyre taknemmelige for at deltage.

Romerbrevsundervisningen på Ilambilole bibelskole for kvægnomader var givende – også for læreren. Brevet er meget grundlæggende, hvilket betød, at vi fik mange intense samtaler om, hvad det vil sige at være kristen ind i en ikke-kristen kultur. Når skriften får lov at tiltale os, kan der ske noget. Ikke altid rart i forhold til vore egne tanker, men det kan være meget befriende.

Mange timer blev også brugt ved skrivebordet og i samtaler med ledere. Jeg blev nemlig bedt om at udarbejde skriftlige samar­bejdsaftaler mellem LM og den lokale kirke; dels om det gamle MUWA-arbejde blandt omvandrende kvægnomader dels om det nye Iringacenter, som har til huse i det, der engang var dansk skole for missionærbørn. Fælles for begge arbejdsområder er, at arbejdet drives af LM og kirken i fællesskab, men for at det skal fungere godt og fremtidssikret må der laves skriftlige aftaler. Selvom vi som missionsselskab stadig betaler mange af udgifterne på disse to områder, så er vi som selskab og missionærer altså ikke ledere, men medarbejdere. Men fordi pengene oftest er en magtfaktor, skal vi være enige med kirken om det, vi vil og måden, vi gør det på. Her er der mange faldgruber. Alt er ikke på plads endnu, men mon ikke snart det sker.

Et sidste arbejdsområde, som måske knapt var nævnt i min arbejdsbeskrivelse, var de mange personlige samtaler med forskellige kristne og ledere. Bare samtaler. For mange var det en lise at kunne drøfte nogle ting med en ’fremmed’, som kunne være med til at kaste nye vinkler på arbejdet. De vidste jo, at jeg snart skulle rejse hjem, så derfor kunne de måske være lidt mere åbenmundede – læs frimodige – i at komme frem med ting.

Vi fik ikke sagt ordentlig farvel i Tanzania. Dette var nok nærmere et lavpunkt. Kort før vi skulle hjem, havde jeg et uheld med bilen, hvor der var en smule personskade (et skinnebenssår – intet brækket!). Det blev til et møde med ordensmagten, der udviklede sig til krav bestikkelse, som vi jo ikke på nogen måde ønskede at honorere. Missionærer er jo ikke altid dem med det største åndelige og menneskelige over­skud, og dette var ved at slå mig i gulvet. Her var det fantastisk med en lokal wingman/støtte. Men dette betød, at der kun var 18 timer til vi skulle rejse, da sagen lagde sig ned. Forhåbentlig får jeg eller vi lejlighed til at sige ordentligt farvel en anden gang. Den 30. maj satte vi fødderne på dansk jord.

Johannes, barnebarnet der gik forud. Egentlig skulle vi først have været til Danmark d. 3. juli (det er noget skatteteknisk i forhold til, i hvilket land man skal betale årets skat), men LM gav os lov at rejse hjem fem uger tidligere. Et stykke tid før havde vi nemlig fået at vide, at Mads og Katrines tredje søn, som var sat til at fødes i starten af september, havde svære handicaps og derfor ikke ville kunne overleve fødslen. For at vi kunne være tættere på dem, blev hjemrejsen fremskyndet. Johannes blev født i juli og levede faktisk i tre kvarter, så forældrene fik lov at døbe ham og være lidt sammen med ham. Han ligger nu på Ølgod kirkegård. Midt i sorgen er der også noget stort i at tænkte på, at han er kommet hjem. Må vi alle få lov at følge ham.

Og så skal der alligevel siges et par ord mere om Tanzania, når det nu gælder det, som har fyldt meget for os i 2022. For højdepunkter er ikke bare det, hvor bølgen topper eller når bunden. Der var mange andre ting, som fyldte i hverdagen … …

Liv og tro for tanzaniske kristne. Danmark generelt bliver i disse år hastigt mere og mere hedensk i liv og tan­kegang, og vi bliver som missionsfolk stadigt mere marginaliserede. Men vi har dog både en kristen base og historie, måske også familiehistorie, hvis erfaring vi delvis kan spejle os i og navigere efter.  Denne historie mangler rigtig mange kristne i Tanzania. De har derimod ofte en meget hedensk familiehistorie og lever i en gennemhedensk kontekst, som præger dem usigelig meget. Jeg vil nævne to eksempler fra den hverdag, vi har stået i.

Loviskheden er stor. Tanken om, at jeg må yde mit for at Gud kan kendes ved mig og tage imod mig, er kvælende stor. Prædikenen om forsoningen fylder uendelig lidt, mens der tales des mere om de gode gerninger. Friheden og nåden i Kristus får meget lidt plads i dagligdagen. Min lokale tanzaniske leder på Iringacenteret har flere gange sagt til mig: ”Flemming, du må fortsætte med at komme til Tanzania og prædike om Kristi forsoning og om livet efter, men ikke under, loven. For de kristne hører det næsten aldrig”. Når det gælder troen på Jesus, men også når det gælder livet som kristen, er behovet for forandring og oplæring enorm.

”De gamle har lært os, at…”. Disse ord hører jeg igen og igen, når vi på retræterne taler om ægteskabet og livet. Det betyder, selv for mange evangelist- og præstefamilier, et dagligliv med stor børne- og kvindeundertrykkelse i egne liv og ægteskaber. For sådan har man altid gjort; det er de forbilleder, de ofte har fra familien. Det er som Guds ord aldrig virkelig har fået lov at tale ind i livet. Og så kan det blive småt med glæden.

I alt dette handler det rigtig meget om, at Jesus må blive stor både for dem og for os. Og alt dette skal vi se på med stor mildhed og positiv overbærenhed. Som missionærer synes jeg jo, at frygtelig meget falder tilbage på os selv; for hvor har vi da svigtet. Har vi slet ikke i tilstrækkelig grad givet dem gode forbilleder og god livsnær undervisning? Der er stadig meget at arbejde med her.  Og det bliver ikke lettere med årene.

Samarbejdet med kirken. Også dette fylder meget. Det er både fantastisk og meget besværligt og problematisk. Selvom fejlede oftest er mest på vores side! Har de mange skjulte dagsordener, eller fatter vi bare ikke deres kultur? Tag fx økonomisk forvaltning. Her synes vi som europæere altid, at vi har fat i den ’gode’ ende. Har vi det? Eller tænker vi bare alt for europæisk – og tænker, at vi altid ved, hvad det er bedst.  Tag også det, at vi som mission som regel selv vil bestemme, hvad vi skal lave – og hvordan! Andre missionsselskaber tilbyder folk, og så må kirken selv bestemme, hvad de vil bruge dem til …

Skal vi som missionærer spare penge eller …? Penge fylder meget i missionsarbejde; pengene er ik­ke ubegrænsede og budgetterne skal holdes. Denne problematik kan give sig udtryk i, at DLM ud fra ledelsens helhedsvurdering i Danmark skærer i arbejdstilskud, så vi der står midt i arbejdet i Tanzania føler, at der skæres en gren over til folk, som vi forstår som ”de mindst nåede”. Det er svært, når man står der; både for egen del og når man skal svare på spørgsmål fra de lokale ledere. Problematikken er vist lige så gammel som missionsarbejdet; hjemmeledelsen vil helt naturligt af og til have et andet syn på tingene end vi på feltet har. Vi ser menneskene; føler nøden. Personligt har det været svært for mig, når jeg synes, at vi har brugt for få resurser på opfølgning. Vi tjener en meget ung kirke, og den har ikke altid syn nok for at følge op. At fx masaier bliver døbt er ikke det samme, som de er ”nået hjem”. De skal også oplæres til bevarelse i troen. Deloverskriften er måske ikke dækkende, men nøden klemmer om hjertet …

Modtagelsen i Danmark. Et godt højdepunkt i 2022 har også været modtagelsen her i Danmark, hvor vi nu har slået os ned i Ølgod. At være kristen betyder, at man altid har et netværk. Tak til alle jer, som har taget godt imod os – både i LM i Ølgod, i frimenigheden i Tarm og andre steder. For os er det uvurderligt! Faktisk oplever vi jo også her at kunne være tæt på det meste af vores familie.

Forbønnen. Dette er både et blogindlæg og et julebrev. Alligevel vil vi benytte lejligheden til at sige tak for den forbøn, som vi har været omsluttet af – både fra jer nærkontakter og fra andre, der har bedt for os! Dette er en meget stor bagdel ved at slutte tjenesten, forbønnen må nødvendigvis blive min­dre, fordi vi ryger ud af nærkontaktsystemet i LM. Tak til jer, der har været trofaste; hvad enten det har været på daglig basis eller med andre intervaller. Må Gud rigt lønne jer for jeres tjeneste! Vi er pinligt bevidste om, at orienteringsniveauet har været meget lavt i 2022; men det er det jo for sent at lave om på.

I den forbindel­se kan jeg ikke lade være med at nævne, at LM har et begreb, der hedder seniormissionær. Nu har jeg så lige lært et nyt ord: korttids-seniormissionær på volontørlignende vilkår. Som sådan er jeg lige blevet antaget. Det norske ægtepar, der er blevet ansat i vores stilling i Iringa, tiltræder først til august, men der er ting, man gerne vil køre videre med også her i foråret. Derfor skal jeg til Tanzania igen i 6 uger med afrejse d. 31. januar. Ægteskabsretræter og andet. Bed gerne for det også. Forhåbentlig, erfaringen har jo lært mig, at man ikke skal love, kommer der mere nyt om dette på bloggen senere.

Til slut: Danmark er et ekstremt rigt land, men Himlen er bedre. Brevet om vores 2022 er nu ved at være ved vejs ende. Flere ting, også ting der tog meget på kræfterne, er ikke blevet nævnt her, men slutfacit er, at Gud er god; Han er altid god – også når vi ikke forstår ham. Og også i 2022 er vi blevet stærkt bekræftet i, at vi har så meget brug for de helliges samfund; både for at få et kristent fællesskab, hvor vi kan støtte hinanden på vejen, men også for at få del i den livsvigtige forkyndelse af Guds Ord, som skal bevare os i nåden. For godt nok er Danmark et fantastisk land; men Himlen er bedre. Lad os mødes der!